Pas på lavtflyvende storke: Nye vejskilte skal beskytte vestjysk storkepar

Storkereden i Bækmarksbro er placeret tæt på vejen, hvor biler farer forbi.

Sådan ser et af de to skilte ud, der skal advare bilister om storkene. (Foto: Louise Fjeldgren /privatfoto)

Du er måske før stødt på vejskilte, der advarer om lavtgående fly, man skal være opmærksom på som bilist.

Nu er der dukket lignende skilte op i Bækmarksbro i Vestjylland. Men det er ikke flyvemaskiner, man skal passe på - det er i stedet det storkepar, der flyver rundt i området.

Siden det stod klart, at et storkepar havde slået sig ned i området, har Bækmarksbro nemlig måttet byde gæster fra nær og fjern velkommen.

Jess Frederiksen, der er formand for foreningen storkene.dk, fortæller, der kommer rigtig mange mennesker forbi, og at det derfor er vigtigt at advare folk om, at de skal være påpasselige, når de vil se storkereden.

- Der er rigtig mange mennesker på en meget lille vej, og der holder mange biler, så det kan være lidt problematisk at se, om der er nogen, når man kører over bakken, siger han og uddyber:

- Derfor er det vigtigt, man letter på speederen og holder øje med, hvad der sker.

Har før set storke, der blev påkørt

Det er medlemmerne fra foreningen storkene.dk, der har opfordret Lemvig Kommune til at sætte skilte op. Og der gik ikke mere end et par dage, til skiltene med ordene "Lavtflyvende storke" var på plads.

- Kommunen har selv fundet på, hvad der skulle stå, og jeg synes, det er en rigtig god idé. Det giver noget opmærksomhed, så man tænker, at man lige skal sænke farten, siger Jess Frederiksen.

Han fortæller, at han i Polen har set storke med rede tæt på veje, der er blevet kørt ned. Skiltene er til, for at storkeparret i Bækmarksbro ikke lider samme skæbne.

Interessen for storkereden, der ligger små 100 meter fra vejen, falder nok ikke foreløbig, da der er æg i reden.

Hvis alt går efter planen, klækker de i starten af juni, og så er der flere lavtflyvende storke, man skal være opmærksom på.

Sådan ser det ud, når storken står i sin rede i Vestjylland.