Patienter vil forære 35-årige Brian nyt lægehus: 'Gynækologiske undersøgelser er ofte et cirkus'

Lokale vil samle millioner ind til nyt sundhedshus ved byens sportshal.

Brian Nørgaard Albertsen er snart uddannet speciallæge i almen medicin og håber at kunne overtage den praksis, han allerede nu arbejder i i Vorgod-Barde. (Foto: Mia Vad - DR Midt & Vest)

Om sommeren pibler sveden af panden, og her i vintermånederne banker radiatorerne afsted.

Der er dårligt isoleret i Brian Nørgaard Albertsens konsultationsrum. Og pladsen er trang.

Lejet, hvor patienter får gynækologiske undersøgelser, står så klemt, at knæ og ben ender i vindueskarm og radiator.

- Så det skal flyttes ud, benene skal flyttes med, og det er ofte et cirkus, forklarer han.

Alle er enige: Et nyt lægehus må til, hvis det lille byområde Vorgod-Barde også i fremtiden skal have en læge.

Derfor samler de ind.

Gå til træning, fysioterapi og læge på én gang

Det nye lægehus skal ligge i forlængelse af byens sportshal. Det bliver til et sundhedshus, der også skal være hjemsted for et træningscenter, en fysioterapeut, sygeplejersker - og lægen, naturligvis.

  • Altmuligrummet i den nuværende lægepraksis er både rengøringsrum, depot, garderobe, tekøkken og vaccineopbevaring. Brian Nørgaard Albertsen håber at få langt bedre forhold i det kommende sundhedshus i Vorgod-Barde. (Foto: Mia Vognstoft Vad - DR Midt & Vest)
  • - Vi trænger til noget nyt, siger Stella Reece, der lige nu er læge i Vorgod-Barde sammen med Brian Nørgaard Albertsen, men som stopper til sommer for at gå på pension. (Foto: Mia Vognstoft Vad - DR Midt & Vest)
  • En udtjent sterilisator har stadig plads i altmuligrummet, selvom den ikke virker mere. Nu bliver den brugt til for eksempel at varme en tærte, som personalet skal have til frokost. (Foto: Mia Vognstoft Vad - DR Midt & Vest)
1 / 3

Helt usædvanligt har Sundheds- og Ældreministeriet nikket ja til at betale syv millioner kroner til projektet.

Men det er på betingelse af, at borgerne i de godt 700 husstande i området selv kan samle penge ind til den del af byggeriet, som ikke er lægehus. To millioner kroner mangler. De skal findes i borgernes egne lommer.

- Det gør vi ved at gå rundt til alle husstande og stemme dørklokker. Folk er altid gode til at bakke op om aktiviteter, forklarer halbestyrer Leo Clausen.

I gennemsnit skal hver husstand betale 3.000 kroner, for at planerne kan realiseres. Halbestyreren er sikker på, det vil lykkes.

I går var der borgermøde om det nye sundhedshus, og søndag aften var de første 75.000 kroner samlet ind. De lokale bakker op.

  • - Det er vigtigt at have en læge i et lokalsamfund, siger Ingo Martinus Mouridsen, vedligeholdelsestekniker. (Foto: Dr)
  • Det er oplagt at give sin lokale læge optimale forhold, for lægemanglen gør, at de let kan finde et andet sted at arbejde i stedet, mener Jørgen Gregersen, truckfører. (Foto: Dr)
  • - Jeg kan godt forstå, at en ny, ung læge også vil have et nyt lægehus, siger Heidi Bærentsen, førtidspensionist. (Foto: Dr)
1 / 3

- Jeg bliver meget stolt og beæret. Det siger meget om borgerne her i byen, siger Brian Nørgaard Albertsen om initiativet.

Han krydser fingre for, at det lykkes.

- Så vil jeg som læge kunne lave et rigtig godt sundhedstilbud, så borgerne ikke skal føle sig som Udkantsdanmark med dårlige forhold, siger han.

For eksempel kan patienter efter et hjertetilfælde eller et brækket ben komme til genoptræning i deres egen by, og der vil kunne knyttes en ekstra sygeplejerske til.