Politi: Tæt dialog og kreative løsninger skal skabe tryghed ved udrejsecenter

Politiet vil have naboerne på banen, så de sammen kan løse problemer med utryghed ved Udrejsecenter Kærshovedgård.

Beboerne på Udrejsecenter Kærshovedgård bor bag hegn, men de er ikke frihedsberøvede og kan derfor frit forlade centret i dagtimerne. (Foto: Dr)

Mange borgere i lokalområdet til Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland føler sig utrygge. Nogle af de afviste asylansøgere fylder i gadebilledet, støjer og har for eksempel dårlig køkultur. Lokale butikker i Bording, nærmeste by til centret, melder også om flere butikstyverier.

Derfor ønsker flere lokale borgere, at politiet bliver mere synlige.

Men det er ikke udelukkende en politiopgave at skabe tryghed. De lokale skal også inddrages. Ikke mindst for at undgå myter og rygter.

Det siger chefpolitiinspektør Claus Hilborg fra Midt- og Vestjyllands Politi efter et møde med lokalpolitiet om, hvad man kan gøre for at imødegå utrygheden.

- Vi vil gå metodisk og kreativt til værks og inddrage de aktører, der er omkring et problem. Det sker for at undgå flertalsmisforståelser, siger Claus Hilborg.

Det seneste halve år har politiet modtaget ni anmeldelser om episoder, der involverer beboere på Kærshovedgård.

- Vi har betydeligt flere episoder inde på centret, så man kan ikke sige, at vi har særlig mange konkrete henvendelser om for eksempel butikstyveri eller voldsepisoder uden for centret, siger Claus Hilborg.

Han mener derfor, at øget patruljering i området omkring Kærshovedgård vil være ren symtombehandling. I stedet handler det om at komme ind til kernen af et konkret problem og inddrage relevante personer.

Chefpolitiinspektøren nævner som eksempel Arriva, der oplever, at de afviste asylansøgere kører gratis med toget.

- Vi vil sammen med Arriva metodisk finde ud af hvorfor. Mangler der transport? Har de ikke penge? Eller opfører de sig på en måde, der ikke er hensigtsmæssigt ud fra normer og regler. Hvad er kernen i problemet?, siger Claus Hilborg - og tilføjer:

- Det er vigtigt at få identificeret, hvor stort problemet er, og hvor meget er en subjektiv opfattelse af utryghed. Så det ikke eskalerer op.

Midt- og Vestjyllands Politi vil også prøve at opdrage på beboerne på udrejsecentret og fortælle dem, hvordan de virker på omgivelserne. For eksempel når de fylder meget i gadebilledet.

- De er et fremmed indslag i et homogent lokalsamfund, men de laver ikke nødvendigvis noget forkert eller kriminelt, siger Claus Hilborg.

Politiet samarbejder i forvejen med såkaldte tryghedsambassadører, der nu også inddrages mere.