Politiet advarer mod at udstille mulige tyveknægte på Facebook

Pas på, lyder det fra politiet. Det kan blive både problematisk og direkte ulovligt at udstille en formodet indbrudstyv på nettet.

Det kan ifølge politiet meget hurtigt blive problematisk og endda direkte ulovligt at udstille en formodet indbrudstyv på nettet. (Foto: REUTERS/Dado Ruvic/Files)

Facebook er en hurtig og effektiv måde til at sprede oplysninger om for eksempel en østeuropæisk tyvebande, der er på spil.

Men pas nu på, advarer politiet. Det kan nemlig meget hurtigt blive problematisk og endda direkte ulovligt at udstille en formodet indbrudstyv på nettet.

”Kig efter denne bil. Føreren af denne bil er på tyvetogt fra Litauen og er blevet observeret begået ulovlig indtrængen.”

Tusindvis deler advarsler på Facebook

Sådan lød advarslen forleden fra en Facebook-bruger nord for København. I dag har over 6.500 danskere delt billedet og budskabet fra Skåne i Sverige til Ulfborg i Vestjylland.

Men med sådanne posteringer, som efterhånden postes dagligt på Facebook, er nabohjælpen gået for vidt, siger kommunikationsrådgiver Carsten Andersen fra Rigspolitiet:

- Du aner dybest set ikke, om der er tale om én eller anden person, der blot vil genere nogen, advarer han.

Politiet har de sikre oplysninger

Det er kun politiet, der bør efterlyse potentielle kriminelle, understreger Carsten Andersen:

- Forskellen er, at vi har kvalitetssikret, hvis vi lægger noget ud. Vi er sikre på, at det holder sig inden for de rammer, der er udstukket i Retsplejeloven, forklarer han.

Send billederne til politiet i stedet

Billeder af mistænkelige biler og personer er dog stadig meget interessante for politiet. Bare hold dem væk fra Facebook, lyder opfordringen:

-  Men lad være med selv at lægge dem ud. Vi skal nok tage os af det, hvis noget skal efterlyses offentligt, siger Carsten Andersen på vegne af politiet.

 

Facebook
Twitter