Præstegården er ikke længere hellig: 270 præstegårde er forsvundet på 10 år

Ændrede familieformer og urbanisering gør præsteboliger overflødige.

Anne Hillgaard er sognepræst ved Brejning og Væggerskilde kirker i Vestjylland. Hun bor på en gård, men ikke en præstegård.

- Jeg har det godt med, at jeg ikke bor der mere. Jeg slap ud af præsteboligen og dermed et hus, jeg ikke skulle bruge til noget.

Det er nedfældet ved lov, at præsten har bopælspligt og skal bo i en embedsbolig. Anne Hillgaard søgte menighedsrådet om dispensation fra pligten, fordi hun fandt sammen med en lokal landmand, der ikke kunne fraflytte sin gård.

- Jeg fik min dispensation, og den er jeg megaglad for. Jeg slap ud af præsteboligen og dermed et hus, jeg ikke skulle bruge til noget, siger hun.

Sognepræst Anne Hillgaard foran sin tidligere præstebolig i Brejning, som hun fik dispensation til at fraflytte. (Foto: Anne-Frida Andersen - DR)

Præsteboligen i Brejning blev efterfølgende solgt og er langt fra den eneste præstegård, der ikke længere huser en præst.

Ifølge tal fra Kirkeministeriet er 15 procent af landets præstegårde enten solgt eller nedlagt. Det svarer til 270 præsteboliger. Ændrede livsformer i den moderne familie, sognesammenlægninger og en tendens til at flytte fra land til by er nogle af forklaringerne.

En bekymrende udvikling, mener Præsteforeningen.

- Er der ingen bopælspligt, får vi pendlerpræster. Så får vi ikke nogen præster, der kan bo i yderområderne, siger Signe Kølbæk Høg, der er formand for Præsteforeningens boligudvalg og selv sognepræst i Mårslet.

Hun er især bekymret for folkekirkens forankring i folket og i samfundet.

- Mange har brug for at møde præsten som en almindelig del af livet, siger Signe Kølbæk Høg.

Et tab på linje med tabet af en købmand

Det er muligt at få dispensation for bopælspligten, hvis man er gift med en anden præst, eller hvis der er særlige sociale eller helbredsmæssige hensyn. En præst, der er tæt på pensionsalderen, kan også få lov til at fraflytte præsteboligen.

Sognepræst Merethe Jørgensen har i 2016 undersøgt konsekvenserne af, at præstegårde forsvinder. Hun havde særlig fokus på Ribe Stift.

- Det føles som et tab på linje med at miste en skole, en købmand eller en brugs, siger hun.

Præstegården er dog ikke uerstattelig i et sogn, hvis kirken i stedet stiller et alternativt samlingssted til rådighed.

- Det kan være, at man får et sognehus eller får lavet et fælles mødested, siger Merethe Jørgensen.

Præsteforeningen vil gerne holde fast i bopælspligt:

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er præstens tilstedeværelse eller præstegården, der er vigtig.

Eberhard Harbsmeier, der er tidligere rektor på Præstehøjskolen i Løgumkloster og forfatter til en bog om præstegårdens betydning, er ikke i tvivl.

- Det har ikke så stor praktisk betydning mere, hvor præsten bor. Det, der betyder noget, er, at præsten kan træffes, siger han.

Landsforeningen af Menighedsråd mener også, at det er vigtigt, at præsten er til stede i sognet. Men formand Søren Abildgaard er klar over, at der er brug for fleksibilitet, når det kommer til præstens bolig.

- Der er sket nogle ændringer i arbejdslivet, der gør, at præster i dag har mange forskellige ønsker og behov. Man kan have behov for at bo et sted, hvor ens børn kan gå i skole. Eller man har måske en ægtefælle, som har et arbejde. Derfor er der også præster, som i dag ikke ønsker at bo i en præstebolig, siger Søren Abildgaard.

Landsforeningen af Menighedsråd repræsenterer 1.700 af landets menighedsråd.

Facebook
Twitter