Premier Is går imod strømmen: Hiver produktion tilbage til Danmark

Danske virksomheder rykker fortsat flere tusinde job ud af landet hvert eneste år, men Premier Is i Thy er blandt de få, som går den anden vej.

Der rykker stadig færre jobs til udlandet, viser tal. Dog er tendensen, at der stadig rykker flere arbejdspladser til udlandet end der hives hjem igen. (© Premier Is)

Hvert år rykker danske virksomheder cirka 3.000 job ud af landet, men i Thy går Premier Is mod strømmen.

Siden Hjem Is blev opkøbt sidste år, har Premier Is trukket produktionsjob hjem fra Tyskland, Irland, Sverige, Slovenien og Polen.

Derfor er antallet af medarbejdere i isproduktionen på Mejerigården i Thisted steget med 20 procent, så de i øjeblikket har 120 ansatte.

- Vi kan lave et bedre produkt i Thisted end der for eksempel kan laves i Polen eller Slovenien, forklarer kommerciel direktør Christian Brink.

Han fortæller, at hjemtagningen af produktionen sker for at sikre kvalitet og fødevaresikkerhed.

- Det koster mere i lønninger at drive produktion i Danmark, men opvejet mod kvalitetsforbedringen på vores is vurderede vi, at det ville være en god investering, siger Christian Brink.

Udflytningstempo går ned

Siden starten af 2000'erne er op mod 85.000 job flyttet til udlandet.

De seneste år er tempoet for udflytning faldet markant fra 6.300 job årligt til lidt under 3.000 job hvert år. Udflytning til lande med et lavere lønniveau end Danmark overstiger dog stadig andelen af job, der bliver flyttet hjem.

Det viser en analyse fra Danmarks Statistik.

Såkaldt tilbagesourcing udgjorde mindre end 200 job i perioden fra 2014 til 2016.

- Ovenpå finanskrisen er tempoet gået lidt ned, og der bliver ikke flyttet helt så mange arbejdspladser ud som tidligere, men bevægelsen er stadig, at flere rykker ud end der kommer hjem til Danmark, siger økonom ved Dansk Industri Allan Sørensen.

Hos Premier Is er der heller ingen planer om, at de i fremtiden vil rykke job til udlandet.

- Vi satser på Danmark og på Thisted som base for alle produktioner – også i fremtiden, siger Christian Brink.