Døren er lukket hos Dit Lægehus i Skjern.
Lægehuset er gået konkurs.
Frederik Peter Frederiksen er diabetes- og hjertepatient, så han hører til den gruppe af kronisk syge patienter, der normalt besøger lægen hyppigt.
- Det er simpelthen noget skrammelværk. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, hvis jeg får brug for en læge i dag. Jeg må jo vente og ringe til en vagtlæge, men det er bare ikke godt at stå med usikkerheden, siger han.
Lægehusets patienter bliver henvist til de øvrige læger i området af Region Midt. Flere patienter giver udtryk, at den løsning ikke er brugbar i længden.
- Det skal da gå stærkt, fordi ellers så kommer vi til at slide op de omkringliggende læger i Ringkøbing, Borris og Tarm, siger Uffe Mikkelsen, der er også patient i lægehuset.
Borgmester i Skjern Hans Østergaard (V) deler bekymringen. Der skal findes en løsning hurtigt, hvis de tilbageværende læger ikke skal overbelastes, mener han.
- Vi kan selvfølgelig tilskynde, at der bliver fundet nogle løsninger på det her, men det er jeg sikker på, at regionen arbejder benhårdt på, siger borgmesteren.
Professor: Ingen god, økonomisk forklaring
Det hører absolut til sjældenhederne, at en lægeklinik går konkurs, fastslår professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, Kim Rose Olsen.
Han er aldrig selv stødt på det, men har hørt om, at det samme skulle være sket for en anden klinik i 2019.
- Der er større efterspørgsel end udbud, så det der ikke er nogen god, økonomisk forklaring på, at den praktiserende læger er gået konkurs, siger han.
Skjern ligger i et område, som er præget af mangel på læger, og derfor er der patienter nok at tage af. Det faktum gør ikke forundringen over konkursen mindre blandt mange af patienterne, og professor Kim Rose Olsen undrer sig da også.
- Ja, det er svært at sige. Umiddelbart hænger det ikke rigtig sammen, svarer han.
Set med hans briller er der altså tale om en enlig svale blandt praktiserende læger. Patienter andre steder behøver altså ikke være bekymrede for det her, vurderer Kim Rose Olsen:
- Det kommer ikke til at ske meget, at der er flere lægehuse, der går konkurs - heller ikke selvom man er bosat i et udkantsområde eller i lægedækningstruet område.
Men der er ingen tvivl om, at det rammer de berørte patienter hårdt.
- Det er enormt uheldigt. I forvejen er det nogle steder rigtig svært at få en en tid hos sin læge, og nu bliver det endnu sværere, hvis de ikke kan få en en anden læge, siger han.