Prorektor efterlyser en mere moderne studenterrådgivning

Campusbyer som Holstebro må selv betale for en studenterrådgivning, der er gratis i universitetsbyerne.

64 studerende i Holstebro fik sidste år hjælp til at tackle eksamensangst og andre personlige problemer. (© Colourbox)

Hjælpen til studerende med stress eller personlige problemer er for dårligt organiseret.

Derfor skal rådgivningen moderniseres, mener prorektor på Via University College, Peter Friese.

Den landsdækkende Studenterrådgivning er ifølge ham geografisk skæv og ikke gearet til videregående uddannelser i byer som Holstebro.

Her betaler man 200.000 kroner for et tilbud, der ellers er statsfinansieret i de store universitetsbyer.

Mere moderne struktur

Peter Friese efterlyser derfor en omlægning af Studenterrådgivningen, så den passer bedre til nutiden.

Hos Studenterrådgivningen vil direktør Sten Kruse-Blinkenberg nu overveje at styrke telefonrådgivningen og andre teknologier.

- Det er selvfølgelig ikke det samme tilbud, men et udmærke tilbud, siger han.

Mange fik hjælp

64 studerende i Holstebro fik sidste år hjælp til at tackle eksamensangst og andre personlige problemer.

Tidligere måtte de studerende tage til Esbjerg for at få en samtale hos Studenterrådgivningen.

Betaler for samme tilbud

Det har Via University College lavet om på og bruger nu 200.000 kroner på at tilbyde hjælpen på uddannelsesstedet i Holstebro.

- Vores studerende skal have samme fremragende tilbud, og det betaler vi så for, og det er uretfærdigt, siger Peter Friese, prorektor for Via University College.

Rådgivningen er med til at forhindre frafald på studierne, og et vigtigt tilbud til studerende i krise, mener Peter Friese.