Risiko for stikkende sommer: Mild vinter har været guf for hvepsene

Hvepsedronningerne klarede den milde vinter, så de vil snart blive endnu flere.

Allerede nu kan man se hvepsedronninger, der flyver rundt på jagt efter et godt sted at bo. Arkivfoto. (Foto: JEPPE MICHAEL JENSEN © Scanpix)

Det kan gå hen og blive en sommer med voldsomt mange hvepse.

Det spår både biologer og de skadedyrsbekæmpere, der tager ud og fjerner dem for folk.

Mogens Gade fra Vestjysk Skadedyrskontrol går en travl tid i møde i de kommende måneder, fordi sidste sommers lange tørke skabte gode forhold for hvepsene.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende med hvepse, som jeg gjorde sidste år. Der var hvepse overalt, siger han.

Hvepsedronningerne fra sidste år har overlevet på grund af en mild vinter. Så bliver det bare en nogenlunde sommer, går det amok med hvepse om få måneder, mener Mogens Gade.

Lige nu flyver dronningerne rundt og leder efter et sted at bygge bo. Men ifølge Lars Brøndum, der er biolog og naturhistoriker på Naturhistorisk Museum i Aarhus, kan en våd sommer ændre meget.

- Vi har haft en periode med gunstige vilkår, og så får vi mange hvepse. Går vi så ind i en periode med mindre gunstige vilkår, falder bestanden til et minimum igen, siger han.

Indtil videre tyder det dog på en streng hvepsesommer i år. Lars Brøndum fortæller, at han får mange henvendelser fra folk, der har fundet store hvepse indendørs.

Det er både hvepsedronninger men også tilfælde af arten stor gedehams, der kan blive op til 2,5 centimeter i længden.

- Det er en ordentlig satan, som man ikke skal ønske sig at blive stukket af, siger Lars Brøndum og uddyber:

- De er heldigvis meget fredelige, men det er en hveps, der virkelig kan sætte en skræk i livet.

Hvepsene kommer ikke til at overtage

Selv hvis det varme og tørre vejr fortsætter mange år endnu, skal man ifølge biolog Lars Brøndum ikke være bekymret for, at hvepsene overtager.

- Det kunne man godt frygte, men heldigvis er naturen selvregulerende på et eller andet punkt, fortæller han.

- Når der begynder at komme for mange hvepse, vil de sygdomme og parasitter, der hersker blandt hvepsene, blive mere almindelige, og det kan ende med at slå en hvepsebestand fuldstændigt tilbage.

Og en sommer med mere almindelige vejrforhold, end vi så sidste år, vil også være til stor glæde for dem, der gerne vil undgå hvepsestik.

- Rammer vi ind i en mere normal dansk sommer, hvor der er køligere og mere regnfuldt, har hvepsene dårligere vilkår, og så skal de nok gå tilbage i antal, siger Lars Brøndum.

Er man alligevel bekymret for de stikkende hvepse, kan Lars Brøndum også give et par gode råd med på vejen.

- Man skal lægge mærke til, om hvepsene bliver ved med at flyve rundt i samme område. Gør de det, skal man holde øje med, om der er et begyndende hvepsebo, siger han og uddyber:

- Det er nemlig lettere at fjerne det nu, end når hvepseboet er fuldt udviklet.

Facebook
Twitter