Rottebekæmpelse på fire ben: Kommuner ansætter hunde

Hunde er et effektivt middel mod rotter. Det har stadig flere kommuner fået øje på.

Border terrieren Frida er ansat som kommunal rottefænger i Ikast-Brande Kommune. Med makkeren Nanna Kjærgaard snuser hun sig frem til rotterne. (Foto: Marie Frank Mitchell - DR)

En tidlig morgen i strøgcentret i Ikast er Ikast-Brande Kommunes nyeste våben mod rotter på job.

Langs muren til butikkerne snuser den etårige border terrier Frida sig frem, mens hendes ejer, skadedyrsbekæmper Nanna Kjærgaard, holder øje med, om Frida giver tegn.

For er der rotter i nærheden, vil hunden grynte på en ganske særlig måde.

- Hun gør virkelig en forskel i min dagligdag. Hun kan ret hurtigt spore sig ind på, om der er frisk fært fra rotter, og hvor de er. Også når der ikke er visuelle tegn, siger Nanna Kjærgaard.

Stadig flere kommuner bruger hunde i bekæmpelsen af rotter. Alene i Midt- og Vestjylland har syv ud af ti kommuner nu en hund til rådighed. Enten som en makker til den kommunale skadedyrsbekæmper eller gennem et skadedyrsfirma.

For hunden er et effektivt middel mod rotter.

Det fortæller Rune Sejersen, direktør i skadedyrsfirmaet Anticimex, som varetager skadedyrsbekæmpelsen i 16 af landets kommuner.

- Inden for de seneste par år er der kommet flere kommunale udbud, hvor det er et krav, at vi stiller med en permanent rottehund i kommunen. Vi oplever også en øget efterspørgsel i privat regi, siger Rune Sejersen.

Firmaet fik sin første rottehund i 1999. I dag består rottehundeteamet af seks hunde.

HedeDanmark i Viborg, der leverer pleje- og serviceydelser til grønne områder, anskaffede sig i maj en rottehund, og til næste år er det planen, at flere skal følge trop. Det skyldes, at virksomheden oplever, at deres kunder i fødevareindustrien efterspørger rottebekæmpelse.

- Vi har valgt hunde, fordi det er et fantastisk redskab. Vi får afsøgt beplantninger og stendiger, der kan være skjulesteder for rotter, og kan fange dem, inden de kommer ind i bygningen, siger produktudviklingschef Jane Krausig.

Hun tilføjer, at en butikslukning på grund af rotter kan koste op mod en million kroner i tabt omsætning per døgn.

Én rotte kan blive til 1.000

I 2017 lavede DRs forbrugermagasin Kontant en rundringning til landets 98 kommuner. Den viste, at antallet af rotteanmeldelser var steget med 44 procent fra 2013 til 2017.

Jane Krausig fra HedeDanmark fortæller, at forekomsten af rotter har været faldende på grund af den ekstremt varme sommer sidste år. Men hun forventer en stigning i antallet af anmeldelser til næste forår, fordi sommeren 2019 har givet rotterne langt bedre levebetingelser.

- Én rotte kan blive til 1.000 på et år, hvis betingelserne er optimale, siger hun.

Rotter kan bekæmpes med fælder og gift, men især det sidstnævnte middel vil kommunerne gerne spare på.

Det kan hundene hjælpe til med, siger skadedyrsbekæmper i Skive Kommune, Dick Nielsen.

- Jeg har set hunde, der i løbet af en halv time tager 20 rotter.

Han har netop anskaffet sig hunden Ludvig, en dansk svensk gårdhund, som nu skal trænes til at være kommunal rottefanger. I Skive Kommune er der omkring 150 årlige anmeldelser om rotter.

Frida kan finde frem til rotterne, selvom der ingen visuel spor er efter dem. (Foto: Marie Frank Mitchell - DR)

I strøgcentret i Ikast finder rottehunden Frida ingen rotter. Skadedyrsbekæmper Nanna Kjærgaard kan derfor med sindsro vende blikket mod andre rottesager.

- Frida betyder, at jeg bruger færre besøg per rottesag. I stedet for at sætte fælder op, kan jeg være heldig, at Frida kan finde rotten og slå den ihjel med det samme, siger Nanna Kjærgaard.

Når du ser en rotte eller tegn på rotter, har du pligt til at anmelde det. Det skyldes, at rotter kan smitte med alvorlige sygdomme som for eksempel leptospirose, også kaldet Weils syge. Rotter kan også sprede salmonella.