Sara vejede 23 kilo: 'Det er et mirakel jeg er her i dag'

I 19 år har Sara Musu levet med en spiseforstyrrelse. Hun har været inde og ude af systemet - nu vil hun hjælpe andre.

For ti år siden var Sara Musu ved at dø af sult.

På ti dage havde hun tabt sig fire kilo, og hendes vægt var nede på 23 kilo. Kropstemperaturen hed 33, pulsen omkring 40 og et BMI på 10,09.

- Det er et mirakel, jeg er her i dag, siger Sara Musu.

Det var Saras støtteperson Dorte Nielsen, som dengang bar Sara i sine arme ind på hospitalet i Viborg.

- Jeg syntes, hun var hysterisk. Spiseforstyrrelsen var så enormt stærk, og jeg mente ikke, der var noget galt, siger Sara Musu.

Alligevel vidste en del af hende godt, at hun var tæt på at miste livet, fordi hun overmotionerede og spiste for lidt.

- Jeg vidste, at hvis jeg lukkede øjnene, ville jeg ikke åbne dem igen. Men jeg havde også et ønske om at komme herfra, for jeg kunne ikke overskue endnu en tvangsindlæggelse. Jeg var ikke bange for at dø. Overhovedet ikke.

Alligevel lukkede Sara ikke øjnene.

Dorte, som dengang og i dag er Saras nærmeste, fik nemlig Sara til at love, at hun ikke ville dø men holde fast i livet - for Dortes skyld.

Det løfte holdt hun.

Så sig selv som tyk

Der er sket meget, siden dengang nu 30-årige Sara blev indlagt. I dag bor hun i sin egen lejlighed med udsigt over Limfjorden i Glyngøre, og spiseforstyrrelsen er under kontrol.

Sara Musu bor ned til vandet i Glyngøre og går dagligt ture på stranden. (Foto: Mona Aaberg)

Hun kæmper stadig, og hvis der er hårde perioder, skruer hun ubevidst op for motionen og ned for maden.

- I dag har jeg det langt bedre, end jeg nogensinde havde turdet tro, var muligt. Men min krop har mange følger af anoreksien, som gør, at jeg lever et begrænset fysisk liv. Men jeg lever, jeg trækker vejret, og jeg kan mærke livet, siger Sara Musu.

Selvom kiloene raslede af hende i teenageårene, og vægten var sygelig lav, så hun stadig sig selv som tyk.

- I dag ved jeg, at det var et spejlbillede på, hvordan jeg havde det indeni.

Turde ikke blive rask - men frygtede livet

Hun forklarer, at spiseforstyrrelsen hos hende havde sit helt eget væsen. Som noget, der levede inde i hende.

- Det var et reaktionsmønster på de ting og følelser, jeg ikke kunne håndtere indeni samt de negative tanker, som konstant sagde, at jeg var helt forkert, ikke værd at holde af, og at jeg ikke kunne gøre noget som helst rigtigt og ikke var god til noget, siger Sara Musu.

Hun vidste godt, hun burde spise. Men hun kunne ikke overvinde de kræfter, som anoreksien havde.

Hun forklarer, at der var hende, og så var der anoreksien. Hun følte sig som splittet i to, hvor der var mennesket og spiseforstyrrelsen.

- Jeg vidste godt, jeg skulle spise, men så sad der den anden del, som fyldte endnu mere, og som gjorde, at jeg ikke kunne spise, for det havde jeg ikke lov til i anoreksiens verden.

- Jeg følte, at anoreksien var det eneste, jeg havde, og den ville de tage fra mig, når jeg var indlagt. Jeg måtte ikke blive rask for de negative tanker, hvilket jeg heller ikke turde, fordi spiseforstyrrelsen var det eneste, jeg efterhånden kendte, forklarer Sara Musu.

Hun beskriver, at anoreksien var lige så vigtig for hende, som livet er for andre mennesker.

- Jeg frygtede livet. Jeg anede ikke, hvad det var, for jeg anede ikke, hvem jeg selv var. Der var et pres og en forventning, som jeg ikke kunne honorere, og på den måde blev det mere trygt at leve i anoreksien, end tanken om at skulle leve livet med alt dét, der forventes og hører sig med dertil, fortæller hun.

Slankekuren, der aldrig endte

Spiseforstyrrelsen kom snigende, da Sara som 11-årig gik på den traditionelle slankekur i januar for at komme af med det, hun selv betegner som hvalpefedt.

- Det var en slankekur, som aldrig endte.

Selvom hun klarede sig godt i skolen og var dygtig til sport, var anerkendelsen og rosen ikke nok for hende.

- Jeg havde en følelse af at være forkert og ikke at være god nok, og jeg skammede mig. Så jeg tænkte, at hvis jeg fiksede kroppen, og gjorde den "rigtig", så fik jeg det måske bedre, siger hun og forklarer, at en spiseforstyrrelse ikke handler om krop og mad, men om mistrivsel og et ikke-eksisterende selvværd.

Ofte beskriver artikler og selvbiografier, hvordan anorektikere har snydt med mad og vægten. Men hun forklarer, at hun ikke ønsker at være med til at levere opskriften på, hvordan man har en spiseforstyrret adfærd.

Billederne fra dengang, hun var allermest tynd, er det kun Dorte som har, og Sara har ikke set dem i mange år. Og hun ønsker heller ikke at dele dem med andre, fordi det vækker et konkurrencegen.

- Det er en trigger. Når man har en spiseforstyrrelse, handler det om at være bedst. Altså tyndest og mest syg. For nogen vil det være en konkurrence om at blive lige så tynd, som jeg var, fordi de vil have en opfattelse af, at de ikke er gode nok, hvis de ikke er lige så tynde, siger Sara Musu.

Derfor ærgrer hun sig også over, at der er et samfundsbillede af, at man bør være tynd som modellerne på catwalken og i modebladene.

- Man søger de ydre spejle, hvis man mangler det indre selvværd. I dag skal man have en krop, der ser ud som i modebladene, og når de er skind og ben, er det dét, man søger. Det er simpelthen grotesk og hjerteskærende, når man har været den historie igennem, jeg har.

Fik lov at flytte i egen bolig

Som 16-årig kom den første indlæggelse med en vægt på 30 kilo, og indtil Sara fyldte 21, røg hun ind og ud af systemet.

Efter flere fejlslagne indlæggelser lykkedes det efter Saras eget ønske - og stik mod alle råd - at få lov til at komme ud i egen bolig.

Hun lovede sig selv, at hun aldrig skulle indlægges igen, og efter fem år ind og ud af sygehuse og behandlingssteder, var hun på vej ud af systemet. Med 13 støttetimer om ugen fra hendes ven og støtteperson lykkedes det hende at opretholde vægten.

Også selv om hun de første mange år kun lige netop holdt sig på den anden side af den vægt, der holdt hende ude af "systemet".

- Ellers vidste jeg, at jeg ville komme enten på et specialiseret bosted eller få en ny tvangsindlæggelse. Og at jeg ville tage mit eget liv, hvis jeg kom på et bosted, siger hun.

Vil hjælpe andre

Mandag er det Sara Musus 30-års fødselsdag. Det er stort, fordi de fleste havde spået, at spiseforstyrrelsen eller følgevirkningerne heraf ville tage livet af hende.

Men det er også særligt, fordi hun netop i dag er med til at starte et nyt behandlingstilbud til spiseforstyrrede: Sult-Akademiet.

Saras nærmeste er Dorte Nielsen. I dag samarbejder de i Sult-Akademiet (Foto: Mona Aaberg)

Akademiet er et koncept, som skal udbredes i både Norge, Sverige og Danmark med én af Norges førende eksperter inden for spiseforstyrrelser i spidsen.

I Danmark er det Dorte Nielsen og Sara Musu, som i første omgang er drivkræfterne, inden bestyrelsen er endelig på plads.

Det er ikke et behandlingstilbud men et tilbud, hvor de vil klæde personer med en spiseforstyrrelse, pårørende og personale bedre på til at stå med spiseforstyrrelserne tæt inde på kroppen. Det skal ske gennem kurser, hvor de i første omgang særligt sætter fokus på at tage bedre hånd om de pårørende, som de oplever, ofte står med en svær og uoverskuelig opgave.

- For første gang i mit 30-årige liv føler jeg, at min fødselsdag har betydning. Forhåbentlig kan jeg gøre en forskel, så intet andet menneske skal gå igennem bare en brøkdel af det, jeg har været igennem, siger Sara Musu.

I dag lever Sara med konsekvenserne af en underernæret krop. Hun har bl.a. knogleskørhed, hendes tarmsystem er udsat, hun har svært ved at optage næring, og hun må ikke løfte mere end tre til fem kilo.

- Min krop gør ondt fra top til tå. Mildt sagt, siger Sara Musu.

Derudover er hendes sociale liv begrænset, fordi hun i den tid, hvor de fleste knytter venskaber, i stedet har været ind og ud af behandlingssystemet.

- Jeg har ikke haft snerten af et almindeligt ungdoms- og familieliv. Det ungdomsliv, jeg kender til, er fra Dortes børn, så jeg skal først til at lære livet og lære Sara at kende.

Sara Musu ejer ikke en vægt. Men hvor det tidligere var frygten for genindlæggelse eller bosted, der holdt Sara på en lav, men trods alt acceptabel vægt, er det i dag motivationen til at kunne hjælpe andre.

- Alle de år, jeg mangler, giver mening nu, fordi jeg kan bidrage med noget, de færreste kan.

Facebook
Twitter