Satire skal friste unge til iværksætteri

Ny kampagne sætter jagten ind på helt unge iværksættere med gode idéer. Se videoen, der sparker kampagnen i gang.

Satirisk kampagne om iværksætteri skal få sat gang i erhvervshjulene i Skive Kommune. (Foto: Skive Erhvervs- og Turistcenter © Skive Erhvervs- og Turistcenter)

Selvom man kun er handelsskoleelev, kan man godt være direktør i eget firma.

Det er tanken hos Skive Erhvervs- og Turistcenter, der med en ny satirisk kampagne sætter jagten ind på de helt unge iværksættere.

- I de unge år har de et enormt drive, og de kan lægge rigtigt mange timer i deres projekt. Det er interessant set med vores øjne, fordi det er mennesker, der igen og igen vil skabe virksomheder, som skaber arbejdspladser, der skaber omsætning, siger erhvervschef Brian Krogh.

Kampagnen er udformet som et datingsite med videoer under bæltestedet. Det har alt sammen til formål at friste unge til at dele deres iværksætterideer.

Tabu at fejle som iværksætter

19-årige Lasse Dahl Pedersen fra Skive er en af de unge iværksætterspirer, som kampagnen forsøger at række ud til.

- Jeg er måske én af mange, der ikke synes, at det er sjovt at sidde i den lokale brugs og tjene sine penge. Det er sjovere at skabe sit eget og i sidste ende tjene penge på det, siger handelsskoleeleven, der allerede har forsøgt sig med at opstarte sit eget tøjmærke:

- Der er nok mange unge, der gerne vil springe ud som iværksættere, men ikke rigtigt tør, ikke har nogle penge eller er bange for at fejle. I Danmark er det lidt af et tabu at fejle som iværksætter eller forretningsmand. Det skal vi udover, for det handler bare om at prøve det, siger han.

Og derfor synes han, at det er et godt initiativ at sætte fokus på iværksætteri på en måde, der er i øjenhøjde med de unge.

Facebook
Twitter