Se kortet: Tjek, om din kommune bruger skattekroner på sorte aktier

Mens kommunerne investerer i klima- og miljøvenlige løsninger, har flere samtidig aktier i nogle af verdens mest CO2-tunge olie- og gasfirmaer.

(Foto: Grafik: Signe Heiredal)

Flere kommuner vælger at investere skattekroner i aktier, og nogle af dem investerer i nogle af verdens mest CO2-tunge olie- og gasselskaber.

Investeringerne i olie- og gasvirksomhederne er ikke ulovlige. Men de flugter ikke særligt godt med mange kommuners ellers grønne profil, påpeger professor ved Copenhagen Business School Steen Vallentin.

Faktisk er det også relativt nemt at undgå investeringerne i de største CO2-virksomheder, mener han.

- Der er jo et utal af alternative investeringsmuligheder i markedet, som gør, at man sagtens kan fravælge nogle selskaber, som har en mindre heldig miljømæssig profil, siger Steen Vallentin.

I alt 20 kommuner har aktier i én eller flere af olie- og gasindustriens 100 største børsnoterede firmaer. Det er blandt andre firmaer som Exxon, Lukoil, Shell, Total og BP.

Firmaerne råder over store olie- og gasreserver under jorden. Når de udvindes, og olien eller gassen brændes af over jordens overflade, vil der i alt blive udledt 150 gigaton CO2. Til sammenligning udledes der på hele jordkloden 33 gigaton CO2 på et år.

Facebook
Twitter