Se videoen: Lille vestjysk stork fik ring på benet

For første gang i over 50 år er der ynglende storke i Vestjylland.

En stor kranlift, to tv-hold og tilskuere. Det var noget af et tilløbsstykke, da en storkeunge fra Bækmarksbro i dag skulle ringmærkes.

- Det er stort i hvert fald. Det så ud til, at den havde det godt, siger Louise Fjeldgren, der bor på gården i Vestjylland, hvor storkeparret har slået rede, og hvor den fire til fem uger gamle stork ligger.

Der var kun plads til fire i kranen, så Louise Fjeldgren måtte spændt vente nede på jorden, imens storkeungen blev ringmærket. Hun fik alligevel et lille glimt af den.

- Det gav et gisp i mig, da den blev løftet op. Nu har vi fulgt den så længe fra haven og stuen med kikkert, men at se den, det var stort, siger hun.

Storkeungen spillede død, da Hans Skov skulle ringmærke den. (Foto: Anne-Frida Andersen - DR)

Storkepar er en sjældenhed i Vestjylland, fordi de ofte befinder sig tættere på den tyske bestand, fortæller formanden for storkegruppen i Dansk Ornitologisk Forening Hans Skov.

- Det er stort, fordi vi troede ikke, at de ville komme tilbage til Vestjylland igen. Vi troede, at nu var det slut, siger han.

Kan følge storkens færden

Hans Skov stod for ringmærkningen, der foregik uden problemer. Storkeunger spiller døde, når de bliver bange, og derfor var det nemt at sætte ringen fast om benet.

Nummeret på ringen giver mulighed for at følge storken i fremtiden.

- Så kan vi finde ud af, hvor den trækker hen, hvis den bliver set et sted. Og når den om tre til fire år vender tilbage for at yngle, vil man kunne aflæse ringen og finde ud af, om det sker i Danmark eller i Tyskland, siger Hans Skov.

Siden 1981 er næsten alle danske storke blevet ringmærket, så der er overblik over, hvor mange storke, der kommer tilbage, når de er kønsmodne, oplyser Hans Skov.

Facebook
Twitter