Skal, skal ikke? 23-årige Jakob har 3 uger til at beslutte, om han skal gældsætte sig for 13,4 millioner kroner

1. juli gør nye regler det væsentligt dyrere at overtage familie-gårde.

23-årige Jakob Bæk Andersen fra Videbæk overvejer lige nu, om han skal købe sin morfars gård med 125 hektar jord.

23-årige Jakob Bæk Andersen fra Videbæk overvejer at købe sin morfars jord, som er vurderet til at være 13,4 millioner kroner værd.

Men han har ikke lang tid til at beslutte sig.

1. juli træder nye regler for familiehandel med ejendomme i kraft. Samtidig er der nye og højere

ejendomsvurderinger
på vej.

Det betyder, at det kan blive væsentligt dyrere at gennemføre generationsskiftet.

Og det betyder, at jorden efter 1. juli bliver et par millioner kroner dyrere, vurderer landbrugsrådgivningen Sagro.

- Jeg har altid godt kunnet tænke mig at købe jorden. Men nu, hvor de nye regler kommer susende om ørene på en, kan det næsten være svært at følge med, siger den unge landmand.

Morfaren ejer 125

hektar
jord, som han forpagter ud. Jorden bliver dyrket med kartofler og korn. Han vil gerne sælge, men det en stor beslutning, som Jakob Bæk Andersen og kæresten skal tænke igennem.

Og så er der ikke mindst banken, som skal sige god for den store investering.

- Det gik okay med den bank, jeg har. Men jeg har også snakket med en anden bank. De ville ingenting, siger han.

Mange landbrug skifter hænder

Hos landbrugsrådgivningen Sagro mærker man tydeligt, at de nye regler for generationsskifte sætter skub i salg og køb af generationsgårde.

Lige nu behandler Sagro fem til ti sager om generationsskifte om ugen. Det er markant flere end normalt, fortæller landbrugsrådgiver Palle Høj.

- Det er tit nødvendigt for en ung landmand, at han får gården til en rimelig pris. Det er vigtigt, at han ikke betaler for meget, hvis han skal have økonomi i det. Også 10 og 20 år frem i tiden, siger Palle Høj.

De nye regler for familiehandel med ejendomme træder i kraft 1. juli. Dertil kommer, at der er stramninger for praksis på vej - og ude i fremtiden lurer nye, højere

ejendomsvurderinger
.

Alt sammen vil gøre generationsskifte dyrere, og derfor giver det god mening for unge landmænd at skynde sig at få købt gården nu, siger Palle Høj:

- Det kan koste 10 til 30 millioner kroner for en ung landmand at overtage sine forældres ejendom. Hvis det for eksempel bliver 7 millioner kroner dyrere, så kan det måske slet ikke lade sig gøre, fortæller landbrugsrådgiveren.

Det er mange millioner kroner, som 23-årige Jakob Bæk Andersen skal låne, for at morfarens jord kan gå i arv. (Foto: Lærke Nord - DR)

Jakob Bæk Andersen håber, at det bliver muligt at indfri drømmen om at købe morfarens gård inden 1. juli.

- Det er her, jeg har arbejdet. Jeg kender naboerne, så vi kan samarbejde lidt, siger han.

Det skræmmer ikke den 23-årige landmand, at han har udsigt til lange arbejdsdage. Og skal rejse mere end ti millioner kroner for at købe jorden.

- Det er friheden ved selv at styre, hvad du har lyst til. Se ting gro.

Facebook
Twitter