Skandinaviens største rørskov drukner i vand: Høsten af tagrør til stråtage er i fare

Normalt er høsten af tagrør i hus inden jul, men store vandmængder gør det umuligt at høste i år.

Det kræver en lang periode med tørt, stabilt vejr inden årets høst af tagrør i rørskoven i Thy kan komme i gang. (Foto: Helge Røjle - DR)

Vinterhøsten af tagrør i Skandinaviens største rørskov i reservatet Vejlerne i Thy er ved at drukne i vand. Vandstanden er så høj, at de store høstmaskiner ikke kan komme i gang.

- De kører med bæltekøretøjer på bunden af rørskoven, men de kan ikke høste i så dybt vand, som vi har i reservatet i øjeblikket, fortæller driftsleder Niels Lisborg.

Både høstarbejderne og deres store maskiner kommer helt fra Holland. Det er kvaliteten af de danske tagrør, som får hollandske entreprenører til at tage på langfart med store maskiner på blokvogne. Tagrørene fra Vejlerne holder nemlig længere som stråtag end tagrør fra Østeuropa og Kina.

Sidste år var høsten af tagrør i hus allerede før jul.

- Vi sendte sidste år hele 30 lastvognstog med tækkerør fra Vejlerne til Holland, fortæller driftslederen.

Hvis høsten denne vinter overhovedet skal blive til noget, kræver det nu en længere periode med tørvejr og østenvind eller vintervejr med frost. Når det er østenvind, falder vandstanden i Limfjorden, og det vil gøre det muligt at lukke vand ud af Vejlerne, så rørene kan høstes.

For reservatets ejere, Aage V. Jensen Naturfond, er høsten også vigtig for at pleje og bevare rørskoven på længere sigt. Ikke mindst af hensyn til rørskovens sjældne fugleliv.

- Hvis ikke rørskoven høstes med mellemrum, vil den langsomt gro til med urter og buske til skade for de sjældne fugle og dyr, som er knyttet til rørskoven, forklarer Niels Lisborg.

FacebookTwitter