Skønhedskonkurrence for høns: Det er på højde med EM-guldet i '92

Kenneth Jensen har brugt 30 år på at fremavle det perfekte fjerkræ.

Kenneth Jensen har udstillet høns i mange år, og er både udstiller og dommer til Europaschau i Herning, der finder sted fredag og lørdag. (Foto: Asta Pil Heltborg)

30.000 dyr er i øjeblikket samlet til Europaschau i Messecenter Herning, hvor racefjerkræ, duer, kaniner, fugle og marsvin bliver udstillet og bedømt som i en skønhedskonkurrence.

- For os rangerer det mindst på højde med A-VM i ishockey, som for nyligt har været i Herning, eller dengang Danmark vandt EM-guld i fodbold i Göteborg i '92, siger Kjeld Jensen, der er medarrangør til Europaschau i Herning.

De mange høns og haner er stillet op på rad og række, og blandt udstillerne er Kenneth Jensen selv, ligesom han er dommer til udstillingen.

Flere af hønsene har været flere dage undervejs fra hele Europa. (Foto: Asta Pil Heltborg)

Han har i mange år arbejdet på at fremavle de helt perfekte gener hos sine høns.

- Det drejer sig om avlsarbejde, som har kørt i mange, mange år, så det er faktisk en skønhedskonkurrence. Jeg har selv dværghøns, som er ved at være rimelig gode, men det er også 30 år siden, jeg startede, fortæller Kenneth Jensen om sin passion.

- At rende og spille fodbold - det har jeg ikke haft lyst til. Det blev høns, det har det været lige siden, og det bliver det ved med, siger han.

Kenneth Jensens interesse for høns kommer ikke fra fremmede. Hele hans familie er interesserede, og hans barnebarn er også med på udstillingen med en høne.

- Vi er hønsetosser alle sammen, fortæller han og indrømmer da også, at folk nogle gange undrer sig over familiens interesse.

- Folk synes, vi er mærkelige, og de spørger, hvorfor vi ikke spiller golf eller bob. Men det er ikke min interesse - det er levende dyr, fortæller Kenneth Jensen.

Publikum har tidligere væltet port for at komme ind

Det er første gang i 33 år, udstillingen er i Danmark, og det er noget, arrangørerne har arbejdet på i mange år.

- Vi har drømt om det, lige siden vi prøvede det sidste gang i 1985, siger Kjeld Jensen, der er medarrangør.

Flere af hønsene kommer fra lande som Slovakiet, Tjekkiet, Spanien og Frankrig, så de har været flere dage undervejs.

Arrangørerne forventer da også, at der kommer mange gæster, når dørene åbnes fredag. Arrangementet fortsætter hen over weekenden.

- Vi forventer, at folk står i kø for at komme ind. I 2006 i Leipzig stod der nok 20.000 mennesker udenfor og ventede på, at portene blev åbnet. Til sidst væltede lågen, fordi de ikke kunne styre os længere. Imorgen bliver det knap så uorganiseret, men der skal nok komme 10-15.000 gæster, siger Kjeld Jensen.

Hallerne i Messecenter Herning er i øjeblikket fyldt med kaglende høns og haner. (Foto: Asta Pil Heltborg)
Facebook
Twitter