Skoleelever: Drop mobilen i skolen

I Thisted gør en række skoleelever nu selv opmærksom på problemer med mobiltelefoner på skoler.

Skoleelever bruger meget tid med hovedet nede i mobiltelefonen. (arkivfoto). (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Drop mobilen, før andre dropper dig.

Sådan lyder budskabet fra en række skoleelever i Thisted Kommune. Eleverne er gået sammen om at sætte fokus på mobiltelefoner, der stjæler skoleelevernes opmærksomhed i undervisningen.

En af initiativtagerne bag kampagnen er Ingeborg Fredslund Madsen. Hun har lige har forladt 9. klasse på Hurup Skole og er en del af Fælleselevrådet i Thisted Kommune.

- Jeg er blevet forstyrret af mine klassekammerater, som har siddet på blandt andet Facebook, Snapchat, Instagram, Twitter og måske lige skullet vise mig, hvad der sker, siger hun.

Budskabet er delt via Thisted Komunes Facebook-side, hvor en video begynder med, at en flok skoleelever sidder og stirrer ned i deres mobiler.

Ingeborgs far, Kent Arne Fredslund Madsen, mener også, det giver mening at skrue ned for brugen af mobiltelefonen.

- Karaktererne har faktisk været opadgående i takt med, at brugen af de sociale medier har været nedadgående, siger han.

Ifølge Ingeborg Fredslund Madsen kunne det være en god idé at låse elevernes mobiltelefoner inde i et skab i timerne, sådan som nogle skoler allerede gør.

- På den måde får man elevens fulde opmærksomhed under undervisningen, siger hun.

Facebook
Twitter