Skoleelever spiller tennis og lærer engelsk samtidig

Lærerne i Skive kan finde idéer til anderledes undervisning i en idébank for undervisningsforløb.

Mere bevægelse i folkeskolen kan betyde tennis, engelsk og matematik på én gang. Det er bare ét af eksemplerne i Skives idebank. (Arkivfoto) (© DR Sporten)

Tal engelsk, brug matematik og spil tennis på samme tid.

Det er én af de muligheder, Skive Kommune har samlet i ny bank for undervisningsforløb, som folkeskolelærer på Glyngøre Skole, Else-Marie Laugesen hilser velkommen.

- Vi er presset på forberedelsestiden, og jo mere vi kan finde, hvor tingene er klaret for én på forhånd, jo bedre er det jo, siger hun.

SkiveDNA, som projektet med idebanken hedder, er det første af sin slags i Danmark, fortæller Trine Nors, projektleder hos Skive Kommune.

Vi er presset på forberedelsestiden, og jo mere vi kan finde, hvor tingene er klaret for én på forhånd, jo bedre er det jo

Else-Marie Laugesen, folkeskolelærer, Glyngøre Skole

60 lokale samarbejdspartnere er med

Skive Kommunes skoleafdeling havde 13 lærere ansat i perioder fra 4-6 måneder til at udvikle SkiveDNA med undervisningsforløb og lokale kontakter. Og her er det altså muligt for lærerne at finde undervisningforløb til netop deres fag.

Sammen med 60 lokale samarbejdspartnere er forløbene udviklet og planlagt på forhånd.
Det skal gøre arbejdet nemmere for lærerne.

- Det var et ønske fra lærerne, at det skulle være nemt at gå til, at der simpelthen lå en ressourcebank, hvor man med få klik kunne finde det man skulle bruge, siger projektleder Trine Nors.

Besøg den lokale biavler eller book en politiker

Tennisklubben i Skive er en af de lokalesamarbejdspartnere, der har sagt ja til at deltage. Herfra siger tennistræner Asbjørn Nordam:

- De får rørt sig, og så får de samtidig talt engelsk og lavet nogle beregninger i matematik.

Andre forslag i idebanken er undervisningsforløb, der involverer lokale fiskere, landmænd, kunstnere og virksomheder eller arbejde med statistik på den lokale kirkegård.

Else-Marie Laugesen glæder sig til at få børnene ud af klassen og opleve mere med dem i den virkelige verden.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.