Skræmmehøge er på kort tid blevet meget populære i gadebilledet.
Det er en drage med en rovfugl, som skal skræmme især måger væk fra hustage.
Viborg Storcenter har investeret i to skræmmehøge, fordi ynglende måger har generet kunder og personale.
- Specielt om morgenen, når vognmænd afleverer varer, er der nogle gange hvor måger nærmest angriber dem. De dykker ned over deres hoveder, fortæller Steen Sandgaard, som er administrator i Viborg Storcenter.
Forhandler: Stor efterspørgsel
Det er kun 2-3 år siden, at rovfugledrager som skræmmemiddel mod fugle for alvor kom på markedet.
Svend Sørensen fra Elverdan i Odder, som sælger dragerne, har på kort tid fået mange kunder.
- Kunderne er eksempelvis juletræsplantager, hvor fuglene gnaver topskud af. Eller bilforhandlere, hvor måger og krager forurener bilerne med ekskrementer, siger Svend Sørensen.
Byen er et godt sted for en måge
En måges naturlige yngleområde er langs kysterne. Når mågerne i disse år i stor stil er søgt ind mod byerne, så skyldes det at der er gode fødemuligheder, fortæller Egon Østergaard. Han er formand for Dansk Ornitologisk Forening, DOF.
- Mange steder i byen er der mad i form af pizzarester eller folk, der overfodrer i anlæg. Her kan mågerne finde mad. Og samtidig kan de yngle på de flade tage, siger DOF-formanden.
DOF: Mangler dokumentation
Egon Østergaard synes det er fint, hvis drager kan jage fuglene ud, hvor de kan yngle i fred.
Han savner dog dokumentation for, om dragerne virker og hvor stort problemet reelt er.
- Vi vil gerne have et projekt i gang, hvor vi får afdækket i hvilke byer og hvor store problemerne med fugle er. Vi vil gerne se nærmere på hvilke skræmmemidler vi har til at jage fuglene væk fra dér, hvor vi helst ikke vil have dem, siger Egon Østergaard.
Derfor har DOF opfordrer Miljøministeriet til at lave en undersøgelse.