Slut med yoyo-priser på benzin og diesel

RETTET 14.05: Circle K skifter til mere stabile priser på brændstof. De skal højest ændres dagligt, og det smitter af på hele branchen.

For nogle bilister er jagten på billigt brændstof næsten en besættelse, hvor de overvåger prisstandere flere gange dagligt. Nu tager tankstationerne tempoet ud af jagten.

Tank inden klokken ti, så får du den billigste benzin og diesel. Sådan var tommelfingerreglen indtil for ganske nylig. Men den kan du godt skrotte nu.

Circle K har som det første benzinselskab indført stabile priser døgnet rundt, og det har haft en afsmittende effekt på resten af branchen, hvor priserne også er blevet mere stabile.

- Førhen skulle kunderne holde øje med, hvornår prisen var lav og tanke på et bestemt tidspunkt. Nu kan de tanke, når det passer dem, og ikke når det passer vores prisskilt, siger Peter Rasmussen, direktør for brændstof hos Circle K.

Selskabet er det første, som helt har fjernet de daglige prisudsving. Samtidigt satte de brændstofpriserne ned med 40 øre i gennemsnit.

Ifølge investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet er der også en anden grund til at tænke i mere faste priser for branchen. De svingende priser har nemlig ikke været nogen succes de seneste 10-12 år.

- Man har gjort kunderne meget prisfølsomme ved at konkurrere på en pris, der svinger ligesom pendulet. Det, vi ser nu, er et opgør med den manglende succes, siger han.

Peter Rasmussen fra Circle K erkender da også, at man har gjort kunderne for prisfølsomme.

- Vi i branchen har lært forbrugerne, at prisen er vigtig på en tåbelig facon. De sparer ikke noget. Vi pålægger dem i stedet et bestemt mønster, og det er ikke til gavn for nogen, siger han.

De fleste bilister får en lille gevinst

De mere stabile brændstofpriser får kun lille betydning for økonomien hos de fleste forbrugere, der sætter hanen i tanken.

- Men de mest ihærdige tilbudsjægere, som tidligere altid fangede de laveste priser, skal betale lidt mere, lyder vurderingen fra investeringsøkonom Per Hansen.

Circle K annoncerede den nye prisstrategi i februar - og indtil videre har det nye tiltag været godt for privatøkonomien, siger forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen fra FDM.

- Uanset om man tanker helt tilfældigt i løbet af dagen, eller man går efter den billigste benzin, så har man faktisk sparet penge på det her pristiltag, siger han.

Det skyldes, at konkurrencen er blevet skærpet på det seneste. Derfor er der i øjeblikket lidt lavere priser på den billigste benzin.

- I forbindelse med den her prisnedsættelse har nogle af de store aktører besluttet sig for at kæmpe lidt mere for markedsandele, siger Allan Skytte Christensen.

Du kan i øvrigt orientere dig i FDMs prisoversigt her, hvor brugerne indberetter brændstofpriser.

RETTELSE 14.05: I første udgave af artiklen fremgik det, at flere benzinselskaber har indført stabile priser. Det er foreløbig kun Circle K, der fuldt har taget beslutningen, men det har til gengæld haft en afsmittende effekt på resten af branchen.

Facebook
Twitter