Smagen af Thy skal sælges i København

Fra en stadeplads i Torvehallerne i København vil Thy sælge sig selv gennem lokale fødevarer.

Lone Klitgaard og Eva Thagaard skal forsøge at sælge Thy til københavnerne fra Torvehallerne i København. (Foto: Ole Riis Christensen)

I morgen flytter Thy til Torvehallerne i København. Her åbner Visit Thy i samarbejde med en række lokale virksomheden en udendørs stadeplads, hvor de vil sælge smagen af Thy, fortæller turistchef Ole Riis Christensen.

- Der er en stor interesse for produkter, som man kan sætte et sted på. Gennem fortællingen kan vi motivere folk til at besøge os, siger turistchefen.

Spørgsmålet er så: Hvordan smager Thy?

- Det er som at række smagsløgene op mod vinden og få lidt frisk havluft, havtorn, gran og en snert af ramsløg, siger turistchefen.

Han giver som et konkret eksempel en ny Cold Hawaii-øl, som Thisted Bryghus har udviklet sammen med folkene bag surfdestinationen i Klitmøller.

Visit Thy bruger 650.000 kroner på projekt Thy i Torvehallerne og agter at blive mindst seks måneder i hovedstaden.

Thy har tidligere lavet fremstød i hovedstaden. Turistforeningen havde eksempelvis i 2012 en "ambassade for Thy" i en butik på Strøget.

Facebook
Twitter