Solcellenabo siger nej til 300.000 kroner: ''Jeg vil ikke give køb på min ytringsfrihed'

Naboer til kæmpe solcellepark tilbudt erstatning for værditab, men skal samtidig fraskrive sig retten til at klage over projektet.

Malene Foldager Andersen har udsigt til eng og sø fra sit hjem nær Dejbjerg i Vestjylland. Nu er der planer om at anlægge en solcellepark, der fylder et areal, der svarer til 500 fodboldbaner. (Foto: Monica Jørgensen - DR Midt & Vest)

På toppen af en lille bakke omgivet af eng og sø i landsbyen Dejbjerg i Ringkøbing-Skjern Kommune bor Malene Foldager Andersen.

På en klar dag kan hun se fyret i Hvide Sande herfra.

Men på nabomarkerne er et solcelleprojekt i støbeskeen. Fire meter høje, sorte solceller, som strækker sig over et område, der svarer til mere end 500 fodboldbaner.

- Jeg er jo ked af, at vi får byttet vores naturudsigt ud med sådan en sort plade. Det bliver voldsomt og ret dominerende for os at kigge på. Det er vi selvfølgelig kede af.

Derfor har hun sagt nej. Både til solcellerne - og til en erstatning på 300.000 kroner. Til gengæld for pengene må hun nemlig ikke længere udtale sig negativt om solcellerne.

- Jeg vil ikke give køb på min ytringsfrihed, siger Malene Foldager Andersen.

Solceller har Malene Foldager Andersen faktisk intet imod. For ved indkørslen til hendes hus står en række paneler, som er med til at varme ejendommen op.

- Jeg er faktisk meget positiv over for grøn energi, og jeg mener, at vi alle bør bakke op om, at vi får en grøn omstilling i Danmark. Vi skal bare have det de rigtige steder. Det er min holdning, siger Malene Foldager Andersen.

Som den eneste af syv nærmeste naboer har hun valgt at takke nej til de 300.000 kroner som erstatning. De seks andre naboer er fortsat i forhandlinger med projektudviklerne og lodsejerne.

- Lige nu føler jeg, at jeg er ret alene. Men det er hele grundprincippet om min ytringsfrihed, jeg ikke vil give køb på, siger hun.

Professor: Ugyldig aftale

Gestenge Solpark, som er navnet på den cirka 365 hektar store solcellepark, skal opføres ved landsbyen Dejbjerg i Ringkøbing-Skjern Kommune. Bag planen står selskabet GreenGo Energy og en gruppe lokale landmænd, som lægger jord til.

Projektmagerne har tilbudt naboerne en kompensation på 300.000 kroner som erstatning for at bo tæt på solcellepanelerne. Men ifølge udkastet til aftalen, som DR er i besiddelse af, skal naboerne samtidig skrive under på, at de fraskriver sig retten til at klage over projektet.

Derfor har Malene Foldager Andersen sagt nej.

- Jeg vil gerne have en erstatning for det værditab, jeg lider. Men jeg synes ikke, metoden er den rigtige. Og jeg forstår ikke, hvorfor vi skal pålægges tavshed, siger Malene Foldager Andersen.

Men faktisk kan sådan en aftale ikke fratage Malene Foldager Andersen og de øvrige naboer retten til at klage.

Det slår professor i miljøret ved Københavns Universitet Peter Pagh fast.

- Hvis man som nabo bliver mødt med et projekt og så opdager, at man er utilfreds med det, så har man efter lovgivningen en ret til at klage. Den kan man ikke ophæve ved en privat aftale med en virksomhed, selv om man får penge for det, siger Peter Pagh.

Han betragter derfor denne del af aftalen som en 'nullitet'. Det vil sige 'ugyldig'.

Metoden forarger professor i energiplanlægning, Brian Vad Mathiesen, fra Aalborg Universitet.

Han vurderer, at den type aftaler skader den grønne omstilling.

- Så betyder det jo sådan set, at vi generelt i hele landet risikerer at få en modstand imod de her projekter. Og at der også kommer et politisk pres for, at vi simpelthen må sige, at vi er nødt til at stoppe for udvikling af solceller, fordi det er et cowboymarked, hvor det virker til, at alle kneb gælder, siger Brian Vad Mathiesen.

Udsigten fra Malene Foldager Andersens hus. Det er cirka tre kilometer ude i horisonten, at der er planer om at anlægge en stor park med fire meter høje, sorte solceller, som strækker sig over et område, der svarer til mere end 500 fodboldbaner. (Foto: Monica Jørgensen - DR)

Det er kommunen, som i sidste ende siger 'go' eller 'no go' til et solcelleprojekt.

På borgmesterkontoret på rådhuset i Ringkøbing deler borgmester Hans Østergaard (V) ikke Brian Vad Mathiesens bekymring.

- Generelt set sætter vi pris på, at man gør en indsats for at få de her ting placeret sådan at så mange som muligt synes, at det giver mening. Jeg har svært ved at se, at lige præcist den del skulle være med til at spænde ben for den udvikling, siger borgemesteren.

Hverken GreenGo Energy eller lodsejerne bag solcelleparken ønsker at kommentere sagen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk