Soldater behøver ikke længere frygte fyreseddel, hvis de bliver syge

Nye regler fra 1. januar garanterer soldaterne fortsat ansættelse i hæren

Soldater med lidelser kan nu blive udsendt, hvis ikke de er for alvorlige. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Skal jeg gå til lægen og fortælle, at jeg er bekymret for mit helbred og dermed risikere en fyreseddel? Det dilemma har danske soldater stået i indtil nu.

Men nu kan medarbejdere hos Forsvaret ikke længere blive erklæret "varigt uegnet", hvis de eksempelvis har kræft, posttraumatisk stresslidelse (PTSD) eller sukkersyge.

Det har hidtil kunnet resultere i en fyring, fordi man dermed ikke kunne udsendes.

- Efter de gamle regler var det sådan, at havde man PTSD - enten hvilende eller i udbrud - var det en grund til, at man var varigt uegnet, og i langt de fleste tilfælde blev man fyret og opsagt, siger Jørgen Pedersen, der er korporal og fællestillidsmand i ingeniørregimentet i Skive.

- Det fik måske nogle til at lade være med at fortælle om sygdom - fysisk såvel som psykisk. Det har måske ikke ligefrem været fremmende for deres sygdom, siger Jørgen Pedersen.

Men Forsvarets ændrede personalepolitik betyder, at ansatte nu har mulighed for at blive erklæret "egnet med begrænsninger" eller "egnet med begrænsninger til national tjeneste".

Dermed kan flere forhåbentlig fortsætte deres arbejde, siger Allan Peter Sundahl, der er næstkommanderende ved Trænregimentet på Aalborg Kaserne.

- Den tidligere ordning har måske været lidt for rigid og lidt for sort-hvid. Det har betydet, at vi har været nødt til at sige farvel til medarbejdere med særlige kompetencer, som sagtens kunne udnyttes nationalt, herhjemme eller i bestemte typer af internationale operationer, men måske med visse begrænsninger. Den mulighed har vi så fået nu, siger Allan Peter Sundahl.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvor mange der er blevet fyret på grund af sygdom.

Medarbejderstab bliver mere fleksibel

De nye regler gavner både den enkelte medarbejder og Forsvaret, mener Anders Poulsen, der er oberst og chef for Jydske Dragonregiment i Holstebro.

- Det giver en langt mere fleksibel anvendelse af vores personel, siger han.

Soldater med helbredsmæssige skavanker får nemlig hver især vurderet, hvad de kan arbejde med.

- Det giver mulighed for - hvis forholdene i øvrigt taler for, at det er forsvarligt - at sende den pågældende ud, siger Anders Poulsen.

Fællestillidsmanden i Skive håber, at man fremover vil kigge mere bredt på den enkelte medarbejders kvalifikationer.

- Der kan være mange job, man kan passe. Generelt kan man sige, at man skal passe til det job, man har, men jeg vil vove den påstand, at det er bedre, at der er én, der arbejder 20 timer eller 37 timer, end hvis man ingen har. Det åbner det her op for, siger Jørgen Pedersen.

Den holdning bakker Allan Peter Sundahl op om.

- Vi vil alt andet lige nu - legitimt - have mulighed for at holde lidt flere inden for hegnet. Ganske vist ikke til alle opgaver, men til nogle opgaver, som andre så ikke skal løse, siger Allan Peter Sundahl.

Den nye bestemmelse trådte i kraft den 1. januar.

Facebook
Twitter