Spørgeskema giver langt bedre kræftbehandling

Konsultationer går med at helbrede problemer i stedet for at opdage symptomer.

50 spørgsmål om alt fra sexliv til åndenød og livskvalitet hjælper kræftpatienter til en langt bedre behandling.

Det viser et to-årigt projekt, som Kræftens Bekæmpelse netop har evalueret.

Patienterne udfylder spørgeskemaet hjemmefra, inden de skal til konsultation på sygehuset.

- Det får mig til at tænke mere over tingene. Og det er rart, at lægen allerede ved, hvordan det går, inden jeg kommer ind, siger Marianne van Putten Christiansen fra Holstebro.

Hun har lungekræft og oplever, at lægerne er bedre klædt på til at hjælpe hende, når hun har udfyldt spørgeskemaet.

- Hvis jeg har glemt noget, kan de spørge til ting, der er blevet værre siden sidst. Det er betryggende, siger hun.

Patienternes svar kommer til lægerne som et diagram, hvor symptomer i bedring og forværring får forskellige farver.

Succesen spreder sig i hele landet

Projektet er blevet udført i samarbejde med blandt andre Hospitalsenhed Vest i Herning.

Halla Skuladottir, der er overlæge på onkologisk afdeling i Herning, siger:

- Vi kan lynhurtigt danne os et overblik over, hvilke symptomer patienten har døjet med siden sidst. Derfor kan vi bruge den korte tid, vi har sammen til at finde en løsning.

Patienterne har god tid til at udfylde skemaet derhjemme, og derfor sparer lægerne tid på at krydsforhøre dem for at få alt med.

- Helbredsbarometeret minder patienterne om nogle symptomer, de måske har glemt siden sidste besøg hos os, siger hun.

Halla Skuladottir ser gerne, at der kommer flere spørgeskemaer ind i sundhedssektoren.

- Vi er allerede ved at implementere det på andre sygdomsgrupper her på onkologisk afdeling i Herning. Det samme gør andre afdelinger i hele Danmark, siger hun.

Regionerne kan spare op til 60 procent på økonomien ved at lave færre ambulante behandlinger, hvis patienterne vælger "telefonbehandling" i spørgeskemaet ifølge evalueringen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Du er velkommen til at kontakte os på 9610 7500 eller skrive til os på vest@dr.dk.
Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.