Sportsklubber: Loft på 500 tilskuere vil give konkurser

Håndbold- og ishockeyklubber frygter for deres overlevelse.

Der skal formentlig være væsentlig længere mellem fansene, når den kommende ishockeysæson skydes i gang. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Der burde være fuld begejstring forud for den kommende sæsonstart. Men rundt om i de professionelle håndbold- og ishockeyklubber holder de vejret.

På grund af forsamlingsforbuddet må der kun være 500 tilskuere til kampene, og det betyder mistet omsætning i form af både entre- og sponsorindtægter.

- Vi er der, hvor vi snakker overlevelse, lyder det fra formand for Divisionsforeningen Håndbold Kasper Jørgensen.

En opgørelse lavet af foreningen viser, at elitehåndbolden står til at miste 300-400 millioner kroner i tabte indtægter, hvis kampene skal spilles med kun 500 i hallen i den kommende sæson, der starter den 22. august. Det skriver Jyllands-Posten.

Udsigterne til at få flere tilskuere i hallerne ser ikke gode ud, efter at Statens Serum Institut ikke anbefaler en yderligere genåbning af landet på grund af de nuværende smittetal.

Kasper Jørgensen er også formand for håndboldklubben GOG. Med loftet på 500 personer i hallen har de allerede flere pladser besat, end dem de har lovet ud til sponsorer, fortæller han.

- Det vil betyde, at vi ikke kan tage nye sponsorer ind, samt at mange klubber må sige til deres sponsorer, at man ikke kan levere det produkt, som er bestilt og måske ovenikøbet er købt og betalt, siger Kasper Jørgensen.

Hos Aalborg Håndbold er det også svært for alvor at bevare optimismen, hvis de 500 tilskuere bliver sat som loft.

- Det er uholdbart at drive en forretning på den måde. Vi skal nok overleve i en kortere periode, men i længden er der ikke nogen, som overlever det her, siger direktør Jan Larsen.

Ishockey kan blive lagt i graven

I ishockeyklubberne følger de også nøje med i retningslinjerne. Torben Skovsgaard er formand for Herning Blue Fox, og han forudser en dyster fremtid, hvis tilskuertallet bliver holdt på 500. Allerede i denne sæson.

- Så kigger vi ind i en ishockeyverden, hvor man vil se konkurser i løbet af den sæson, vi går ind i, siger han og uddyber:

- Det vil gå forholdsvis hurtigt, og dansk ishockey må lægges i graven. Det er meget barskt at sige, men det tror jeg desværre kommer til at ske, for vi kan ikke efterleve noget. Hverken over for sponsorer, fans, tv-aftaler og hovedsponsorer, siger Torben Skovsgaard.

Han peger på, at det ikke hjælper meget, hvis de som klub finder en løsning på overlevelse, hvis deres kolleger og konkurrenter må dreje nøglen rundt.

- Isoleret set handler det ikke om, om jeg kan overleve til december eller maj, for hvis 3-4 af mine klubkolleger ikke kan, så giver det ikke mening at spille, siger Torben Skovsgaard.

Hans kollega i Aalborg Pirates, direktør Morten Secher, forudser også konkurser med det begrænsede tilskuertal.

- Ishockeyen lever af vores omsætning i hallen og vores entreindtægter. Derfor vil det få katastrofale konsekvenser, og ligaen vil højst sandsynligt se ind i konkurser, hvis vi skal spille sæsonen med 500 tilskuere i hallen. Vi lever af, at folk kommer i hallen, og det er derfor ishockeyen lever i Danmark, siger Aalborg-direktøren.

Differentieret tilskuertal

Rundt om i klubberne er de bevidste om, at der potentielt kan ske smitte i forbindelse med deres kampe. Men de mener, det er for simpelt at lave et generelt loft på 500 tilskuere. De foreslår i stedet, at man kigger på hallernes kapacitet.

I Aalborg Pirates har man en tilskuerkapacitet på 5.000 personer. Direktør Morten Secher foreslår, at klubben får mulighed for at lukke 2.500 og 4.000 ind.

Det kan lade sig gøre ved at give hver gruppe egen indgang og faciliteter, mener han.

- De har egen indgang, egen udgang, egne toiletter og egne boder. På den måde kan vi dele hallen op i sektioner, som gør, at vi har små grupper sammen og kan garantere, at de ikke kommer i kontakt med hinanden, siger Morten Secher.

Til Jyllands-Posten fortæller direktør for håndboldens divisionsforening Thomas Christensen, at de er i dialog med regeringen for at finde en løsning, så der kan komme flere tilskuere til kampene.

Derfor venter klubberne spændt på den kommende tids udmeldinger og restriktioner.

- Vi håber, at der kan findes nogle forsvarlige løsninger, som vi alle kan stå inde for, siger direktør hos Aalborg Håndbold Jan Larsen.