Støjberg besøger Udrejsecenter Kærshovedgård: Jeg ønsker det stærkest mulige regime

Politikerne ønsker hårdere straffe for beboere på udrejsecentre. Støjberg afviser kritik af, at de blander sig i dommernes arbejde.

Inger Støjberg (V) besøgte mandag Udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast. (Foto: Rasmus Krieger Jensen)

Der var god tid til at tale med beboerne, da udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i dag besøgte Udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast.

Alligevel var hun fuldstændig klar i mælet i forhold til beboernes situation.

- Jeg kan godt forstå, at man gerne ville være i Danmark. Jeg ville også langt hellere være her end Irak eller Afghanistan. Men det nytter bare ikke noget. Hvis man ikke er forfulgt, skal man ikke være i Danmark – så skal man udrejse, siger Inger Støjberg.

Skærpede strafbestemmelser for beboernes opholds- og meldepligt på Kærshovedgård startede i sidste uge en ny debat blandt politikerne. Det sker efter, at de første retssager om brud på opholds- og meldepligten begyndte.

Torsdag stod Sharvin Shojaie - der er på tålt ophold i Danmark - tiltalt for at overtræde sine pligter. Men i stedet for at dømme ham efter de nye skærpede bestemmelser valgte Retten i Herning helt at ophæve hans opholds- og meldepligt på Udrejsecenter Kærshovedgård.

Det skete fordi ophold- og meldepligten har varet for længe i forhold til hans samlede situation – for eksempel, at der ikke er udsigt til at udvise ham. Og dermed var der ikke længere grundlag for at idømme ham fængsel. Hverken efter de gamle eller nye strafbestemmelser.

Det affødte skarp kritik fra flere politikere, fordi de sidste forår netop vedtog at skærpe straframmen og lavede et skema som rettesnor for, hvilken straf der skal gives for et bestemt antal overtrædelser af opholds- og meldepligten.

Og dommen der frifandt Sharvin Shojaie falder heller ikke i god jord hos Inger Støjberg.

- Jeg er mildt sagt overrasket over den dom. Og derfor er det noget, som nu bliver kigget på i anklagemyndigheden. Og om den eventuel skal ankes, siger Inger Støjberg.

Formanden for landsforeningen af forsvarsadvokater, Kristian Mølgaard, har tidligere udtrykt bekymring for, at politikerne blander sig i dommernes afgørelse, og at de altså er ved at krydse grænsen mellem den lovgivende og dømmende magt.

Men det afviser udlændinge- og integrationsministeren.

- Nej, det er det ikke. Men der er ingen tvivl om, at jeg ønsker det stærkest mulige regime om de forhold, man skal være pålagt og underlagt, når man for eksempel er udvisningsdømt. Så skal man forlade Danmark. Vi kan ikke være tjent med at have de mennesker rendende rundt i Danmark, siger Inger Støjberg.

Men er det ikke at lægge pres på retten?

Jeg tror ikke, der er nogen, der er overraskede over, hvad jeg mener omkring de her ting. Jeg mener, vi skal have det skrappest mulige regime – overhovedet. Både når det handler om folk, der er på tålt ophold, men også folk, der for eksempel er udvisningsdømte, siger Inger Støjberg.

Oprustning af politi

I øjeblikket bor omkring 200 beboere på Kærshovedgård, og det er på tale, at det skal udvides til 400. Det håber borgmesteren i Ikast-Brande Kommune dog ikke bliver aktuelt.

- Jeg kan primært frygte, at det får en for stor påvirkning på lokalområdet. Det er rigtig mange mennesker, som er i en fortvivlet situation, og deres adfærd kan helt klart skabe utryghed, siger Ib Boye Lauritsen (V).

Den seneste tid har beboerne på Udrejsecentret skabt utryghed blandt lokalbefolkningen. Derfor bliver der oprustet med blandt andet mere politipersonale på stedet og flere patruljevogne i området.

- Der bliver langt mere patruljering, og der kommer flere politifolk herud på Kærshovedgård. Vi kan ikke tillade en situation, hvor beboere heromkring føler sig utrygge, siger Inger Støjberg.Tidligere fremgik det af artiklen, at der er sket en øget kriminalitet i området. Det er ikke korrekt. Det en øget utryghed i befolkningen. DR beklager fejlen.