Støjberg skeptisk over kommunal beslutning: Samler tosprogede elever på en skole

Herning Kommune går mod strømmen og samler tosprogede børn på en skole.

Herning Kommune vil genåbne en lukket skole i Holtbjerg-området, som dengang havde 80 procent tosprogede elever. (Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall © DR)

Herning Kommunes plan om at samle tosprogede elever på én skole bliver mødt med skepsis af integrationsminister Inger Støjberg.

Hun mener, at det er en dårlig ide at dele Herningsholmskolen i Herning op i to afdelinger og derefter flytte alle tosprogede elever til den lukkede Holtbjergskole.

Det skriver ministeren i et svar til SFs Kirsten Normann Andersen.

- Jeg ser med stor skepsis på initiativer, som har den direkte konsekvens, at koncentrationen af tosprogede elever nogle steder forøges, skriver Inger Støjberg.

Hun henviser til regeringens målsætning om at gøre op med parallelsamfund i 2030.

- Vi vil ikke acceptere, at tosprogede børn og unge vokser op med begrænset kontakt til det danske samfund, danske normer og værdier.

Ofte forsøger danske kommuner at løse integrationsopgaven ved at sprede eleverne. Derfor går Herning Kommune mod tendensen, mener Andreas Rasch Christensen, der er forskningschef hos VIA.

- I andre kommuner vil man normalvis gå efter at sprede de tosprogede elever. Så det er en lidt overraskende politisk beslutning at tage.

Herning Kommune ændrer ikke beslutning

Ministerens udmelding får ikke formanden for Herning Kommunes børne- og undervisningsudvalg Dorthe West (V) til at ryste på hånden.

- Vi holder fast i den beslutning, vi har truffet. Vi har sat ekstra mange penge af til en hel række af initiativer, der skal løfte integrationsopgaven, siger hun.

Pengene skal blandt andet gå til opkvalificering af lærer og ledere.

Dorthe West mener ikke, at Herning Kommune ved at lave opdelingen er med til at underminere regeringens udlændingepolitik.

- Der er rigtig mange eksperter, der har udtalt sig om, hvordan man løser integrationsudfordringen. Det man kan se er, at de heller ikke er enige om, hvad den rigtige løsning er.

Holtbjergskolen åbner næste skoleår for 0. til 3. klasse.

Facebook
Twitter