Stop madspild: Forærer thaimad væk

Midtjysk thai-restaurantkæde laver mad af dagens rester og forærer det til familier, der ikke har mange penge i dagligdagen.

Rester fra dagens produktion i fem midtjyske thaikøkkener bliver fremover til gratis restemad. (Arkivfoto)

Hvorfor smide mad i skraldespanden, når fattige familier kan få glæde af det?

Fra næste uge vil en midtjysk thai-restaurantkæde hver aften ved lukketid lave mad af dagens rester og forære det til fattige familier.

- Vi regner med at kunne udlevere mad til 45-50 familier om ugen fra vores fem spisesteder, fortæller John Conrad Jensen fra Kitchen Annie.

Smider op til 200 portioner ud om ugenHan gør det for at begrænse madspild. Restauranterne bruger friske råvarer, der ikke kan genbruges. Det betyder, at de fem thaikøkkener tilsammen smider mellem 150 og 200 portioner mad ud om ugen.

- Ris i køleskabet dagen efter smager ikke godt. Og vi kan ikke fryse grøntsagerne ned, for så bliver de slatne. Når spisestederne lukker, vil kokkene fremover lave ris- og nudelretter af rester, som en halv time senere udleveres gratis til personer eller familier, der ikke har så mange penge til dagligdagen, siger John Conrad Jensen.

Rester er en dårlig forretning

Det er en sympatisk tanke at donere mad væk, men det handler om, at der helst slet ikke skal være rester tilbage, når køkkenet lukker.

Det mener Fødevarechef Tine Skriver fra Brancheorganisationen for hoteller og restauranter, Horesta.

- At have rester er simpelthen en dårlig forretning, siger Tine Skriver fra Horesta.

John Conrad Jensen, indehaver af restaurantkæden Kitchen Annie, går nu nye veje for at begrænse madspild (Foto: Mette Skov-Jensen- DR Midt & Vest)

John Conrad Jensen fra Kitchen Annie mener, at han gør alt, hvad han kan, for at begrænse spild af mad.

- Vi arbejder hver dag på at regne ud, hvor meget mad vi skal bruge. Og så skal man huske, at det er rester og ikke menuer af vores mad, der er tilbage, siger John Conrad Jensen.

70 personer har allerede meldt sig som mulige modtagere af den gratis mad.

Facebook
Twitter