Store fadøl erstattes med flaskeøl i sommerlandet – bryggerier har svært ved at følge med

Sommerhusferier og turister i udkantsområderne har fået salget af flaskeøl til at eksplodere.

Mens et lukket natteliv betyder dårligt salg af fadøl, hitter flaskeøllene til gengæld blandt sommerlandets turister.

Ølbryggerierne har under coronakrisen måttet hælde fadøl direkte i afløbet, fordi landets værtshuse har været lukket og festivalerne aflyst.

Men hos Viborg Bryghus kan spildt øl i fustager ikke ødelægge humøret. Her er der nemlig alligevel godt gang i øl-kedlerne.

- Det går helt forrygende. Vi kan faktisk ikke følge med, og her i juni og juli har vi kunne sælge mere, end vi kan levere, fortæller direktør i Viborg Bryghus, Kasper Nielsen.

Optimismen og travlheden skyldes, at salget af flaskeøl, siden coronakrisen ramte i midten af marts, er steget med 77 procent hos det midtjyske bryggeri.

- Flaskesalget er med til at redde os, siger Kasper Nielsen.

Da bryghuset indså, at deres salg af øl i fustager forsvandt sammen med aflyste byfester og festivaler, lagde de deres strategi om. De skrev nyhedsbreve til deres 5.000 anpartshavere og annoncerede flittigt på Facebook. Og det har båret frugt.

- Vi har leveret øl til hele landet, og i stedet for at kunder har taget to-tre øl fra hylden i supermarkedet, har vi kunnet sælge en hel kasse med 15 stk. Det har betydet meget for vores volumen, siger Kasper Nielsen.

Salg i sommerlandet

Det er ikke kun Viborg Bryghus, der oplever, at flere køber flaskeøl.

Bryggeriforeningen bekræfter tendensen.

- Det skyldes formentligt, at færre danskere kører til de tyske grænsehandelsbutikker, men i stedet handler i de danske detailhandelsbutikker, siger Louis Honoré, der er kommunikationschef hos Bryggeriforeningen.

- Men også restriktionerne på caféer og i nattelivet betyder, at der er flere, der køber flaskeøl med hjem.

Hancock Bryggerierne i Skive måtte hælde 50.000 liter fadøl ud i kloakken under corona-nedlukningen, og selv om de ikke forventer at indhente det tabte ølsalg, kan de også glæde sig over et stigende salg af øl på flaske.

- Der er rigtig mange danskere, som holder sommerferie hjemme, og de er heldigvis tørstige og drikker en pæn portion øl hen over ferien, og det kan vi mærke, siger Peter Strange Nielsen, der er direktør hos Hancock Bryggerierne.

Især de bryggerier, som har godt fat i turistområder sælger godt, lyder et fra Bryggeriforeningen.

- De bryggerier, som klarer sig godt, er dem, der ligger i de områder, hvor danskerne holder ferie. Har man sit bryggeri og leverer sine øl til nogle af de store byer, hvor der normalt kommer en masse udenlandske turister, så klarer man sig knapt så godt, siger Louis Honoré.

En kraftig stigning i antallet af flaskeøl er med til at redde økonomien hos Viborg Bryghus.

Den analyse deler Viborg Bryghus, som blandt andet har en aftale med Mønsted Kalkgruber, som denne sommer er ekstra godt besøgt af danske turister.

- De er gået fra at være en lille kunde til en af vores største kunder. Der kan vi mærke, at danskerne vælger den lokale øl, når de er ude, siger Kasper Nielsen.

Viborg Bryghus havde før coronakrisen store forventning til dette års omsætning, da de havde indgået nye aftaler med flere byfester. Virkeligheden har ændret sig i mellemtiden, men der er alligevel udsigt til et økonomisk godt år, vurderer Kasper Nielsen.

- Vi når ikke det forventede budget, men det bliver højere end sidste år. Så vi klager ikke, siger han.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter