Stort set ingen murere er blevet fyret endnu i vinter

Modsat normalt har murerne kunne fortsætte arbejdet på grund af det milde vintervejr.

Det giver en god gevinst for murerne at kunne svinge murerskeen i vinter, frem for at gå på dagpenge. (Foto: © Anders Bach, Dansk Byggeri)

Den varme vinter har hidtil reddet mange murere fra at blive fyret.

Kun et par midt- og vestjyske murere er blevet sendt hjem med en fyreseddel på grund af vejret. Og det er meget usædvanligt, fortæller formand for 3F i Holstebro, Lemvig og Struer, Flemming Sørensen.

- Der er kun 3-4 procent ledige murere lige nu mod normalt 20 procent, siger han.

Murere tjener flere penge i mildt vejr

Dennis Rokkjær fra Aulum er som murer vant til at blive fyret, når vinteren bliver for kold.

Han glæder sig over, at han i år kan møde på job igen på mandag efter juleferien.

- Det betyder en gevinst for mig på 900 kroner om ugen at gå på arbejde i forhold til dagpenge, og det er jo de penge, jeg kan gå og have det sjovt for, siger han.

Andre håndværkere har også travlt

Midt- og vestjyske tømrere og VVS folk har ligesom murerne stort set fuld beskæftigelse indtil videre denne vinter.

Oven i det varme vejr, har stormen Bodil givet masser af arbejde til håndværkerne, fortæller 3F-formand Flemming Sørensen.