Sumpområde gør terræn ufremkommeligt: Højspændingsmaster fjernes med helikopter

Energinet.dk tager nye metoder i brug for at fjerne master fra et stort sumpområde ved Limfjorden.

Snart skal højspændingsmaster i et sumpområde ved Limfjorden fjernes med brug af en helikopter.

Det er Energinet.dk, der tager den nye og spektakulære metode i brug for at fjerne højspændingsmasterne i reservatet Vejlerne.

- Det er så vådt derude, at vi ikke kan bruge vores sædvanlige, kørende materiel, siger hovedprojektleder Sven Erling Rye fra Energinet.dk.

Før helikopteren sættes ind, sender entreprenøren mandskab ud i sumpene, som lægger de 30 meter høje master ned og skærer dem i stykker på op til et ton, som helikopteren så kan løfte ud af området.

Arbejdet forventes at gå i gang i januar.

Der er tale om en 50 år gammel højspændingsforbindelse, som nu skal skiftes ud. Det samme sker eller er sket med flere andre højspændingsledninger i det nordvestlige Jylland.

Højspændingsledningerne på masterne skiftes ud med kabler, som lægges i jorden.

- Det kan vi gøre med fordel både teknisk og økonomisk, når der er tale om 150 kilovolt-forbindelser over kortere strækninger, forklarer Sven Erling Rye.

Derimod er det ifølge Energinet.dk ikke muligt at lægge de kraftigere 400 kilovolt-forbindelser ned i jorden over længere strækninger, uden at det går ud over forsyningssikkerheden.

Det er også forklaringen på det tilsyneladende paradoks, at den omstridte nye 400 kilovolt-forbindelse gennem Vestjylland fra Idomlund til grænsen skal føres igennem luften på master, mens andre højspændingsforbindelser i landsdelen altså samtidig fjernes og lægges i jorden.

Facebook
Twitter