Traditionelle sundhedskampagner, som for eksempel rygestopkampagner, skal erstattes af målrettede personlige tilbud, hvis de lavtuddannede skal med på sundhedsbølgen.
En ny national sundhedsprofil viser, at mange borgere lever et sundere liv i dag end for fire år siden. Bare ikke folk med en lav uddannelse.
- Den største udfordring er at finde nogle tilbud, som passer til den målgruppe. Det er åbenbart ikke lykkedes så godt endnu. Derfor er kommunerne nødt til at tænke anderledes, hvis også de lavtuddannede skal ryge mindre og dyrke mere motion, mener seniorforsker Finn Breinholt Larsen fra Region Midtjyllands Center for Folkesundhed og Kvalitetsudvikling.
Flere lavtuddannede ryger
Over 33.000 borgere i Region Midtjylland har svaret på spørgsmål om deres sundhed og trivsel - og tallene viser, at hver sjette midtjyde har en lav uddannelse og har markant mere risikable sundhedsvaner end de øvrige midtjyder.
For eksempel dyrker 62 procent af de lavtuddannede ikke motion i fritiden mod 34 procent blandt de højtuddannede. Og hvor kun 10 procent af de højtuddannede ryger dagligt, er det hele 27 procent blandt midtjyder med en lav uddannelse.
Den nye sundhedsprofil viser dog, at alle grupper gerne vil ændre deres sundhedsvaner. - Det viser, at også de lavtuddannede er motiverede, hvis bare de får den rette hjælp, siger seniorforsker Finn Breinholt Larsen.
Færre forældre ryger foran børn
Den nye sundhedsprofil viser også, at flere forældre har valgt at kvitte smøgerne - både højt- og lavtuddannede. Det betyder, at færre børn bliver udsat for passiv rygning, siger seniorforskeren.
- Der er sket et stort fald, især i den lavtuddannede gruppe, fordi sundshedsplejersken er i kontakt med familierne og rådgiver dem samlet. Og det er lykkedes godt, siger Finn Breinholt Larsen.
I dag præsenterer Region Midtjyllands Center for Folkesundhed og Kvalitetsudvikling den nye sundhedsprofil på en konference i Silkeborg.