Sygefraværet skal ned: Finansminister vil gøre ulovlig ordning lovlig

Finansminister Kristian Jensen vil ændre loven, så folk i aktivering skal melde sig syge hos en sygeplejerske.

Finansminister Kristian Jensen (V) er klar til at ændre loven, så Skive Kommune igen kan gøre det til et krav, at folk i aktivering på første sygedag skal møde op hos en sygeplejerske. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Finansminister Kristian Jensen (V) vil nu ændre loven, så Skive Kommune kan genoplive en omstridt praksis, der går ud på, at flygtninge og folk i aktivering skal møde til en samtale hos en sygeplejerske, hvis de melder sig syge.

Under ordningen faldt fraværet blandt elever på Sprogcenter Skive og personer i virksomhedspraktik eller i jobaktivering med 79 procent. Men Skive Kommune måtte droppe ordningen, fordi den var ulovlig. I dag er sygefraværet igen steget.

- Kan vi finde en kommune, der har knækket koden og sørget for at få nedbragt sygefraværet, skal vi rose dem og ikke skælde dem ud, siger Kristian Jensen, der nu vil tage fat i beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), så de sammen kan forsøge at finde en model, så Skive-ordningen bliver lovlig.

- Uanset om vi snakker sprogskole, aktivering eller andet, har den offentlige sektor et enormt problem med sygefravær. Skive forsøger med en sygeplejerske at hjælpe folk til at gennemføre uddannelse eller aktivering. Nogle udlægger det som straf eller dyneløfteri. For mig at se er det en hjælp til den enkelte, siger finansministeren.

Skive: Vi venter kun på et svar

Skive Kommune ansatte i 2016 en sygeplejerske og indførte den praksis, at flygtninge og folk i aktivering skulle møde personligt op hos sygeplejersken fra første sygedag. I januar 2018 ville kommunen udvide ordningen til også at gælde kontanthjælpsmodtagere med hyppigt sygefravær. Det udløste hård kritik, og da ordningen samtidig var på kant med loven, droppede Skive Kommune projektet helt.

Siden er sygefraværet på for eksempel sprogskolen steget fra 21-22 procent til mellem 30 og 35 procent.

Så det er fint, at finansministeren går ind i sagen, siger Goska Rasmussen (V), der er formand for erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget i Skive Kommune.

Men hun undrer sig også.

- Jeg undrer mig over, at tingene ikke bliver koordineret i Folketinget. For beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har tidligere gået ind i sagen, og vi mangler lige nu kun en afklaring på, hvad en sygeplejerske må og ikke må i forhold til sin autorisation, siger hun.

Til gengæld er Peder Bæk, talsmands for foreningen 'Behandl os ordentligt' bestemt ikke tilfreds med Kristian Jensens bebudede lovændring.

- Det er forfærdeligt, at man vil ændre loven for at gøre, hvad man har lyst til, og så fjerner man borgernes rettigheder, siger han.

Han mener i stedet, at politikerne bør kigge nærmere på årsagen til sygefraværet.

Finansminister Kristian Jensen henviser til, at der er afsat penge i den seneste finanslov til at undersøge, hvad der kan gøres for at bringe sygefraværet i kommunerne ned.

- Mit fokus er i første omgang at få testet af, om man kan finde en anden vej til samme gode resultater som i Skive. Jeg kan ikke forstå, at kritikerne ikke erkender, at det er et stort problem med så højt et sygefravær, siger han.

Tvang er afløst af frivilligt tilbud

Skive Kommune har i øjeblikket indført en sundhedsfremmende indsats, som er frivillig. To gange om ugen tilbyder en sygeplejerske rådgivning.

- Hvis man har meget sygefravær, kan ens sagsbehandler eller andre anbefale, at man opsøger den frivillige ordning. Det kan man også gøre på eget initiativ, siger Lisbeth Sanders, sektionsleder i kommunens integrationsafdeling.

Ifølge Goska Rasmussen, formand for erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget i Skive Kommune, er flere og flere begyndt at bruge den frivillige ordning. Alligevel er hun klar til at genindføre den gamle ordning, hvor det var et krav at møde op hos sygeplejersken.

- Vi vil gerne hjælpe alle dem, der har problemer. Vi har ikke mistillid til folk, der melder sig syge. Det er tænkt som en hjælp til selvhjælp, siger hun.

Facebook
Twitter