Sygeplejestuderende i rollespil: Skal sætte sig ind i livet som patient

Øvelse forbereder sygeplejestuderende i Holstebro på deres fremtidige arbejde.

Sygeplejestuderende Julie Nielsen spiller patient, mens Athraa Thamer spiller sygeplejerske. (Foto: Monica Jørgensen - DR)

Sygeplejersken fortæller dig, at hun kommer igen om to minutter.

Men der ender med at gå over en halv time. Det har du måske oplevet, hvis du har været indlagt.

Derfor markerer VIA University College i Holstebro "Forskningens Døgn" i deres såkaldte etiske laboratorium, hvor de sygeplejestuderende får lov at sætte sig ind i, hvordan det føles at være patient.

I halvandet døgn bliver nogle af de studerende fastholdt i rollen som eksempelvis dement, offer for et trafikuheld eller højgravid - alt imens andre studerende spiller sygeplejerskerne, som skal passe på dem.

- Vi har fået rigtig meget undervisning i at vise omsorg, og det får jeg lov til at prøve i praksis nu, fortæller Athraa Thamer, der går på femte semester på sygeplejeuddannelsen i Holstebro.

Hun mener, øvelsen i høj grad kan forberede hende på, når hun skal i arbejde.

- Det er en god metode at arbejde på den her måde, for jeg får et indblik i, hvordan mit fremtidige job muligvis kan se ud, siger Athraa Thamer.

Hendes medstuderende synes også, metoden er til stor gavn.

- En ting er, når man får undervisningen i et teorilokale, men det er noget helt andet, når man står i det selv, siger sygeplejestuderende Julie Nielsen.

- Det er svært at sætte sig ind i, hvad patienter føler og tænker, og derfor er det fedt at få lov til at prøve det selv.

Man skal turde vise sårbarhed

Lektor Susanne Buch Nielsen er ansvarlig for undervisningen.

Hun mener, det er vigtigt, at de studerende kan udvise empati i deres arbejde, og at de tør vise, at de er helt normale mennesker bag de hvide kitler.

- Det helt centrale i den her type rollespil er, at man tør vise sin egen sårbarhed. Man skal turde være til stede med hele sig selv, siger hun.

Susanne Buch Nielsen allierer sig med tidligere studerende, som undervejs i rollespillet deler kort ud til patienterne, hvor der eksempelvis står: "Nu må du ikke tro på, hvad sygeplejersken fortæller dig".

Det træner dem i de uventede udfordringer, som de kan støde på i deres fremtidige arbejde. Netop dét er vigtigt for de studerende at prøve kræfter med.

- Folk, som har været med, har sagt, at det har været en skelsættende oplevelse, siger Susanne Buch Nielsen, der tror, øvelserne vil give bedre sygeplejersker.

Hun har tidligere lavet et projekt, hvor også garvede sygeplejersker prøvede at være patient i et døgn, og her var virkningen den samme.

- De var simpelthen målløse over, hvordan det føltes, siger hun.

Ifølge Susanne Buch Nielsen fungerer metoden, fordi de studerende skal fastholde rollerne i op til halvandet døgn, hvor de undervejs skal afholde sig fra både mobiltelefoner og andre skærme.

Og især når de har flyttet de sygeplejestuderende til andre steder i landet, hvor de ikke har kunnet kommunikere med deres medstuderende på samme måde, har de fået ekstra meget ud af det.

- Vores erfaringer viser, at de studerende kan holde fast i rollerne, fordi de er væk fra skolemiljøet, siger Susanne Buch Nielsen.

Hun mener, at VIA University College i Holstebro det eneste sted i landet, som benytter sig af metoden, der er inspireret af uddannelser i Belgien.

På skolen i Holstebro har også pædagoger prøvet kræfter med rollespil, og Susanne Buch Nielsen håber, metoden kan bredes ud til både undervisere, ergoterapeuter og fysioterapeuter.

Facebook
Twitter