Syv skoler ændrede skolegården: Nu bevæger eleverne sig ti minutter mere om dagen

Med projekt 'Drøn på Skolegården' har syv skoler moderniseret skolegården, så der er fokus på fysisk aktivitet.

Klatrenet og bakker i skolegården får danske skolebørn til at være mere aktive.

Det viser projektet 'Drøn på Skolegården', hvor syv skoler har moderniseret skolegården.

På Nørre-Snede Skole i Ikast-Brande Kommune har eleverne sagt farvel til den flade skolegård og velkommen til en gård, der med stejle bakker udfordrer eleverne og opfordrer til leg og bevægelse.

- Jeg synes, at det er bedre end det, der var før i tiden. Der er flere ting, man kan lave, siger Frida Jahl fra 4.a.

Hendes klassekammerat, Sara Bie, er enig.

- Skolegården er god at lege i. De fleste sjipper eller kører på rulleskøjter eller på løbehjul.

Den anderledes skolegård betyder, at eleverne i dag bevæger sig ti minutter mere om dagen, end før skolegården blev lavet om. Det viser GPS-målinger, som forskere fra Syddansk Universitet har lavet.

Skoleleder Karl Plougstrup-Petersen glæder sig over resultaterne.

- Det er glædeligt, at det giver en effekt ved eleverne. De er rigtig glade for at bruge deres skolegård, siger skolelederen.

De små asfaltbakker i skolegården bruger eleverne til at løbe med løbehjul, på skateboard eller på rulleskøjter. Og så er der en kæmpe bakke, beklædt med gummi, som rager otte til ti meter op.

- Den bliver brugt rigtig flittigt. Her kan eleverne udfordre sig selv og klassekammeraterne til at komme op og ned igen. Det giver noget fysisk og mentalt, siger skoleleder Karl Plougstrup-Petersen.

Vaner grundlægges i barndommen

'Drøn på Skolegården' er et samarbejde mellem Lokale og Anlægsfonden, Foreningen Realdania og Kræftens Bekæmpelse.

Sidstnævnte organisation anbefaler, at børn og unge bevæger sig 60 minutter om dagen.

- Så ti minutter er en væsentlig del af det. Vi er meget glade for resultatet, siger Mette Lolk Hanak, der er forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

  • Spark til dåse og hinkesten er byttet ud med andre og mere kreative aktiviteter her på Skørping Skole. (Foto: © Christine Nørgaard DR Nordjylland)
  • I skoven ved siden af skolen er der nu en 1 kilometer lang skovbane. (Foto: © Christine Nørgaard DR Nordjylland)
  • Man har også fået en såkaldt 'skatepool'. De nye faciliteter har i alt kostet fire millioner kroner, men det er det hele værd, mener skolen. (Foto: © Christine Nørgaard DR Nordjylland)
1 / 3

- Det er vigtigt, at børn fra deres tidlige barndom lærer at bevæge sig og være fysisk aktive, fordi vi ved, at det kan holde kræft og andre sygdomme fra livet senere. De sunde vaner grundlægges i barndommen, siger Mette Lolk Hanak.

Skoleleder Karl Plougstrup-Petersen fra Nørre-Snede Skole mærker tydeligt, at eleverne har ændret adfærd i frikvarterne.

- Jeg har elever, der ikke rynker på næsen, når vi siger, at de skal være ude. Som ikke står og hænger eller sidder på en bænk, men faktisk er i bevægelse, siger han.