Tag en cykeltur mens du passer jobbet

På en virksomhed i Holstebro er kontorstolene skiftet ud med stepmaskiner og fitness-bolde. Det giver medarbejderne en bedre hverdag, siger direktøren.

Dorthe Birkedahl Jørgensen cykler af sted foran computeren i virksomheden Navigators i Holstebro. Det giver mere energi i hverdagen, siger hun. (Foto: DR © DR)

Siden nytår har virksomheden Navigators i Holstebro knoklet ekstra hårdt på arbejdspladsen.

Ikke med fakturaer, salgsdiagrammer eller virksomhedsstrategier, men motionerende med gå-bånd, fitness-bolde, stepmaskiner og kondicykler - mens de arbejder.

Virksomheden har som den første i Danmark investeret i en komplet motionsløsning til kontoret udviklet af en anden Holstebro-virksomhed, OfficeFit.dk.

Kontorstolen er udskiftet med en cykel

Her er kontorstolene nu udskiftet med motionsudstyr foran skrivebordet.

Det gælder også inde på kontoret hos Navigators direktør, Bolette van Ingen Bro:

- Jeg tror, vi får en bedre hverdag, når vi ikke bare sidder på vores stol hele dagen. Og når vi får fri, så sætter vi os ud i bilen og kører hjem, og det tror jeg simpelthen ikke er godt for os, siger hun.

Medarbejdere med energi til mere

Britt Sandvad er lige begyndt at arbejde hos Navigator. Hun har ikke før prøvet at stå på en stepmaskine, mens hun arbejder:

- Det er ret specielt, men også sjovt. Jeg er vant til stillesiddende arbejde, så jeg kan godt være stiv i kroppen, når jeg kommer hjem. Men nu får man rørt sig i løbet af dagen og er mere frisk, siger hun.

På pladsen over for Britt Sandvad sidder kollegaen Dorthe Birkedahl Jørgensen, der cykler af sted foran computeren:

- Jeg får bevæget míg meget mere hver dag og har fået mere energi til at tage løbeskoene på eller gå i fitness-center efter arbejde, siger hun. 

Motion er positivt stress

Britt Sandvad afviser, at det kan være stressende at motionere, mens man arbejder. Der er kun positivt stress, mener hun:

- Min kollega Dorthe er meget ihærdig. Og det kan godt stresse lidt - men på den gode måde. Så bliver der jo også skubbet lidt til én selv, siger Britt Sandvad.