Tandlæger føler sig udråbt til skurk før forhandlinger: ”Det sker kun i en bananrepublik”

Tandlægeforeningen retter hård kritik af Sundhedsministeriets ændringer af ordlyden i en rapport op til overenskomstforhandlinger mellem regioner og tandlæger.

Tandlæge Lars Rasch i Herning er én af mange tandlæger, som har mistet tilliden til myndighederne og sundhedsministeren. (Foto: Rasmus Krieger Jensen © DR Midt & vest)

Har Sundhedsministeriet manipuleret med en rapport fra Sundhedsstyrelsen om tandlægernes såkaldte trafiklysordning?

Det mener Tandlægeforeningen, som nu retter hård kritik mod den måde, ministeriet har håndteret rapporten på, inden overenskomstforhandlinger mellem Tandlægeforeningen og Danske Regioner brød sammen i februar.

Tandlæge Lars Rasch i Herning er én af dem, der undrer sig.

- Jeg synes, det virker meget, meget mærkeligt, at ting, som embedsværket har lavet, bliver lavet om på den måde der. Det er ganske uhørt i Danmark. Det er sådan noget, man tænker, sker i en bananrepublik, siger han.

Rapport blev ændret

Frustrationen blandt landets 3500 tandlæger skyldes en evalueringsrapport om den såkaldte trafiklysordning, der inddeler patienterne i grønne, gule og røde kategorier alt efter deres tandsundhed.

Evalueringsrapporten er et særligt stridspunkt, fordi den udkom i en tid, hvor tandlæger og regioner skulle forhandle ny overenskomst. Forhandlingerne var svære og brød til sidst sammen, fordi budgettet i tre år er overskredet med 300 millioner kroner om året. Rapporten lægger en stor del af ansvaret for budgetoverskridelsen over på tandlægerne.

Rapporten fra Sundhedstyrelsen blev ændret efter indgreb fra Sundhedsministeriet, så konklusionen blev mere kritisk over for landets tandlæger. Det viser en aktindsigt, som Tandlægebladet har bedt om, og Tandlægeforeningens formand Freddie Sloth-Lisbjerg er også frustreret:

- Var det meningen, at den reelt bare skulle bruges til at banke mig og mine medlemmer på plads? Vi er pludselig gået fra at være duks og dem, der fulgte retningslinjerne, til at være skurk. Det grænser til manipulation, siger han.

Blandt andre Danske Regioner fik indflydelse på rapportens konklusioner, selvom regionerne er tandlægernes direkte modpart i forhandlinger om nye offentlige tilskud.

Den første, ikke-offentliggjorte evalueringsrapport kom i oktober 2017. Her bliver tandlægerne omtalt i neutrale vendinger, og konklusionerne er nuancerede. Den anden evalueringsrapport er klar i november og bliver offentliggjort - og der er en klar forskel, vurderer professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet.

- Sproget er blevet værdiladet, og man peger i højere grad fingre imod tandlægerne og glemmer en lang række væsentlige nuancer, som helt naturligt burde have være medtaget, siger han.

For eksempel nævnes det, at der har været meget stor stigning i antallet af individuelle forebyggende ydelser - 900.000 ydelser ekstra. Men man glemmer, at få den nuance med, at cirka en tredjedel af dem sandsynligvis skyldes, at man i overenskomsten har omlagt ydelserne, påpeger professoren.

- Normalt forventer vi jo, at en rapport fra en offentlig myndighed er balanceret i sproglighenseende, altså at man forsøger at medtage vigtige nuancer, forklarer Kjeld Møller Pedersen.

Et andet eksempel er, at der i nyhedsklippet fra første rapportudgave blev nævnt, at der var reduktion i de samlede ydelser på en million kroner. Det er stadig med i anden udgave af rapporten, men det fremgår ikke af nyhedsklippet. Tværtimod.

- Der har man i stedet for valgt en bestemt kategori af ydelser, som man gør til noget problematisk, siger Kjeld Møller Pedersen og peger på, at det er med til at give en drejning og et andet indtryk af, hvad der reelt er konklusionen.

Når han sammenligner de to rapporter, er forskellene altså iøjnefaldende.

- Rapporten (den offentliggjorte, red.) får udadtil mere karakter af en slags partsindlæg. Det er ikke en nuanceret evaluering af en ny ordning inden for voksentandplejen, siger Kjeld Møller Petersen.

Hos Sundhedsstyrelsen afviser de kritikken.

- Intet mærkeligt i den proces

- Der er ikke noget forkert i, at vi som faglig styrelse går ud og siger noget, som er en lille smule markant i forhold til, at vi kan se, der er en udvikling her, som vi synes, peger i en bekymrende retning, siger Janet Samuel, enhedschef for planlægning i Sundhedsstyrelsen.

- Og det er ikke noget, nogen har sagt til os, vi skulle gøre. Det er noget, vi gør, fordi vi synes, det er fagligt rigtigt at gøre det, slår hun fast.

Hun siger også, at det er forkert at tale om to forskellige rapporter.

- Nogen har en opfattelse af, at vi ville offentliggøre en rapport den 12. oktober, og så var der nogen, der bremsede os, og så blev den skrevet om. Sådan har forløbet ikke været, siger hun.

Hun fortæller, at man samtidig med et møde i departementet d. 12. oktober så på supplerende data.

- Og der var noget, som vi syntes havde relevans for evalueringen, som vi valgte at tage med, forklarer Janet Samuel.

Sagen får nu Alternativets sundhedsordfører Pernille Schnoor til at stille spørgsmål til sundhedsministeren i sagen:

- Det tyder på, at Danske Regioner har haft mulighed for at rette i rapporten, inden den er blevet sendt til os andre, og det, synes jeg, kan være bekymrende, hvis jeg ikke ved, hvem den egentlig afsender er, siger hun.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby er på rejse i Asien, men Venstres sundhedsordfører Jane Heitmann afviser tandlægernes skarpe kritik af forløbet om rapporten.

- Set fra min stol er der ikke noget mærkeligt i, at en rapport ændrer karakter i en proces, siger hun.

Nyt lovforslag på vej

Forhandlingerne mellem Tandlægeforeningen og Danske Regioner er nu brudt sammen, og sundhedsministeren er på vej med et lovforslag, som vil koste tandlægerne omkring 300 mio. kroner i tilskud om året. Det ser Jane Heitmann som den egentlige forklaring på tandlægernes udfald mod ministeren:

- Jeg tror, at det i virkeligheden mere er et udtryk for, at man er frustreret over den situation, siger hun.