Tandlæger i konflikt: Vi bliver mødt af mistillid og usandheder

Aftale mellem regioner og tandlægeklinikker er opsagt. Tandlægerne føler sig løbet over ende.

Tandlægerne mener det er urealistisk at overholde budgettet. Regionerne forklarer, at der ikke er flere penge. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

En konflikt har ført til, at Danske Regioner har opsagt tilskudsaftalen med Tandlægeforeningen.

Det betyder, at der fra 1. juni ikke længere er en aftale om det tilskud, borgere kan få, når de går til tandlæge.

Lars Rasch er medejer af tandlægehuset i Herning og en af de mange tandlæger, der er blevet fanget midt i en konflikt.

- Vi har i lang tid været mødt af mistillid og usandheder fra politikernes side, så rent ud sagt har vores arbejdsglæde lidt et stort knæk, siger Lars Rasch.

Sprænger budgettet

Konflikten er opstået, fordi Danske Regioner og klinikejerne i Tandlægeforeningen ikke kan blive enige om en ny overenskomst om de offentlige tilskud. I de seneste tre år er budgettet blevet overskredet med 300 millioner kroner om året, og derfor er aftalen med klinikkerne nu opsagt.

Næstformand for regionernes lønnings og takstnævn Bo Libergren forklarer, at de er nødt til at agere, fordi udgifterne til tilskud for voksentandpleje overskrider budgetterne.

- Det har vi, fordi vi hver eneste måned i regionerne har en udgift på 24 millioner kroner mere, end vi har budget til, og det er penge, vi skal hente på andre områder inden for sundhedsområdet, siger Bo Libergren.

Regionerne kræver, at tandlægerne overholder budgettet i de nye overenskomst, men det kan ikke lade sig gøre, mener Lars Rasch.

I 2012 blev budgettet beskåret, men tandlægerne skal ifølge Lars Rasch stadig levere den samme service, men for færre penge.

- Der blev barberet 300 millioner kroner af den økonomiske ramme, så det er ikke korrekt, at vi ikke kan overholde budgettet, men når man starter med en underbudgetering, er det op ad bakke, siger han.

Tandlæger: Urimeligt lovindgreb

Men det skal ikke gå ud over borgerne, at Danske Regioner har opsagt tilskudsaftalen med Klinikejerne i Tandlægeforeningen per 1. juni.

Derfor har regeringen har lavet et haste-lovingreb, der skal sikre, at patienter stadig kan få tilskud, når de går til tandlægen, fortæller Venstres sundhedsordfører Jane Heitmann.

- Jeg forventer ikke, at haste-lovindgrebet, som vil træde i kraft den 1. juni, på nuværende tidspunkt vil have nogen betydning for den almindelige dansker, siger Jane Heitmann.

Med regeringens lovindgreb bliver tandlægerne tvunget til at overholde budgetterne på 1,4 milliarder kroner fremover, men det bliver meget svært, mener formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen Torben Schønwaldt.

- Det svarer til, at hvis man har et kostbudget på 1.700 kroner om måneden, og så kommer der pludselig nogen og siger, nu tager vi 300 kroner, for det skal vi bygge et legehus for. Men du skal stadig købe nøjagtig det samme for de 1.400 kroner, som du før fik for 1.700 kroner, siger en utilfreds Torben Schønwald.

Torben Schønwald mener, at lovindgrebet er unfair over for tandlægerne, fordi den lægger op til, at tandlægerne skal gå ned i løn.

- Når hospitalerne siger, at deres budgetter skrider, så taler man jo heller ikke om, at lægerne og sygeplejerskene skal gå ned i løn. Så det klinger ærligt talt en anelse hult, at man siger, at for at få en økonomisk ramme til at hænge sammen, så må I gå ned i løn, siger Torben Schønwald.

Folketingets partier skal til at forhandle om en helt ny måde at tænke tilskud til tandplejen på.