Pædagoger og lærere i Thisted Kommune er stærkt frustrerede over den politiske slingrekurs i kommunen.
Først skulle der lukkes et stort antal skoler og daginstitutioner. Så skulle de bevares gennem partnerskabsaftaler med forældrene om at lave flere børn. Nu skal de alligevel lukkes.
Tillidsmand: Som et slag i maven
- Det er som at få et slag i maven. Vi har været igennem en lang og hård proces, og nu skal vi begynde forfra, siger Birthe Gade, der er fællestillidsrepræsentant for pædagogerne i Thisted Kommune.
- Det er jo nærmest angstprovokerende for vores medlemmer, at de igen er i spil omkring skolelukninger, siger Philip Lehn Brand, formand for Thy-Mors Lærerkreds.
Slingrekursen i Thisted skyldes, at Dansk Folkeparti er gået fra blå til rød blok - og nu tilbage til blå blok igen. Dermed er efterårets planer for lukning af et større antal skoler og daginstitutioner igen blevet aktuelle.
Lærerformand: Svært at tage kommunalbestyrelsen alvorlig
Pædagoger og lærere er ikke nødvendigvis imod en ny struktur med færre skoler og daginstitutioner, som er tilpasset det faldende børnetal.
Men Philip Lehn Brand tvivler på, om kommunalpolitikerne overhovedet er i stand til at gennemføre det.
- Jeg tror, at vores medlemmer har meget vanskeligt ved at tage flertallet i den nuværende kommunalbestyrelse alvorligt, siger han.
Børneudvalgsformand: Forstår frustration
Konservative Poul Hvass Hansen, der er formand for Børne- og Familieudvalget i Thisted, forstår de ansattes frustrationer.
- Der har også været stor frustration blandt os politikere over, at vi ikke kunne komme videre. Men nu ser det ud til, at flertallet er på plads for en tilpasning af strukturen til det faldende børnetal. Det er en opgave, som vi skal løse, siger udvalgsformanden.
Poul Hvass Hansen forventer, at der efter påske vil blive sat navn på de daginstitutioner og skoler, som skal lukkes i Thisted Kommune.