Thybomålet får sin helt egen dag

Dialekten i Thy - thybomål - får tilført ekstra vitaminer. Foreningen Thybomål udråber lørdag d. 12. oktober som Thybomålets dag.

I forvejen har Thy sin egen nationalpark. Nu får dialekten i Thy - Thybomål - også sin egen dag. (Foto: © Max Ole Fleischer)

Thybolmålet skal have et boost.

Derfor er lørdag d. 12. oktober erklæret for Thybomålets dag.

- Det handler om at skabe opmærksomhed om dialekten og styrke interessen for thybomål i lokalområdet, især hos de unge, siger Jonas Roelsgaard fra Foreningen Thybomål, der står bag dagen.

Tiltag forlænger dialekt

Det er første gang at thybomålets dag bliver afholdt, og den er vigtig, hvis dialekten skal bestå fremover, mener Torben Arboe, der er dialektforsker på Aarhus Universitet:

-  Hver eneste lille tiltag man har af den slags er med til at forlænge dialekternes holdbarhed, siger han.

Torben Arboe, der selv er Thybo, skal i forbindelse med Thybomålets dag holde foredrag om dialektens udvikling. Det sker i Thisted Plantagehus kl. 14 lørdag.