Tiårigt klavertalent må fravælge venindetid: 'Det gør ikke så meget, når jeg har en stor passion'

Ilinca Cutoi-Toft har spillet klaver i to år og netop vundet fornem pris.

På Ilinca Cutoi-Tofts pigeværelse optager et stort flygel det meste af pladsen. Hun er nemlig, hvad hendes musiklærer betegner som et naturtalent til at spille klaver. Derfor fylder klaverspilleriet også det meste af tiårige Ilinca Cutoi-Tofts liv.

- Jeg spiller to til tre timer hver dag, men i weekenden bliver det til en del mere, siger Ilinca Cutoi-Toft.

Hun er netop hjemvendt fra Italien, hvor hun har vundet Neapolitan Masters Competition for hendes aldersgruppe. Det var første gang, prisen blev uddelt.

- Dét, at hun er med i en international konkurrence og får 97 ud af 100 point, er jo en kæmpe bedrift, siger hendes musiklærer Elisabeth Colding Sivertsen.

Se og hør Ilinca Cutoi-Tofts optræden til Neapolitan Masters Competition i Italien i starten af december.

Selvom Ilinca Cutoi-Toft kun har spillet klaver i to år, så kan hendes mor og fars køb af et flygel vise sig at blive en god investering.

- Jeg drømmer om at blive en omrejsende koncertpianist, siger Ilinca Cutoi-Toft med sikkerhed i stemmen.

Derfor går hun også på en forskole til musikkonservatoriet i Aarhus, selvom hun bor i Holstebro.

- Det er en skole, der tager rigtig store talenter ind og giver dem endnu større udfordringer, end vi kan præsentere dem for her i Holstebro, siger Elisabeth Colding Sivertsen.

Hun kan nemt mærke, at Ilinca Cutoi-Toft har et særligt talent.

- Der gik ikke ret lang tid, før det var meget tydeligt, at Ilinca kan noget særligt ved et klaver. Hun var bare lynhurtig ved tangenterne og arbejdede sig igennem det første hæfte på 0,5 i forhold til de andre elever.

Her spiller Ilinca Cutoi-Toft for Martin Lysholm Jepsen, der er kunstnerisk leder på eliteskolen Gradus i Aarhus. (Foto: PRIVATFOTO)

Der er ikke tid til meget andet end klaver i Ilinca Cutoi-Tofts liv.

- Min rutine er, at jeg går i skole, kommer hjem og spiser, og så spiller jeg klaver. Jeg ser ikke veninder så tit, men det gør ikke så meget, når jeg har en stor passion, siger hun.

Ifølge Elisabeth Colding Sivertsen kommer alt initiativ fra den unge pianist.

- Der er ingen, der pacer Ilinca, det kommer fuldstændig fra hende selv. Det er meget enkelt for os, der er omkring hende, at mærke, at det styrer hun helt selv. Men vi skal selvfølgelig passe på, at det ikke bliver for meget, siger hun.

Selvom det tiårige klavertalent udvikler sig hurtig, kan hun være musikskoleelev hos Elisabeth Colding Siversten et par år endnu.

Ilinca Cutoi-Toft har fået flyglet af sine forældre og det står på hendes værelse. (Foto: PRIVATFOTO)