Tidlig vuggestuestart giver mere tryghed

Tag barnet med i vuggestue en time om ugen allerede under barslen. Det giver nemlig en mere tryg start, viser forskning på området.

Et forsøg i Viborg har allerede spredt sig til vuggestuer i andre kommuner. (Foto: Connie Pedersen- DR Midt & Vest)

Det er en god idé at lade de små børn begynde tidligt i vuggestuen, for det giver dem en mere tryg start, viser forskning fra Aarhus Universitet og vuggestuen Lupinmarken i Viborg.

Som et forsøg inviterede vuggestuen de små til at komme på besøg med deres forældre en time om ugen allerede under barslen - altså fire-fem måneder før de egentlig skulle begynde.

- På den måde vænnede børnene sig stille og roligt sig til vuggestuen sammen med forældre, der havde tid til det, siger forskningsleder Ole Henrik Hansen fra Aarhus Universitet.

Løsningen koster ikke én krone ekstra. Pædagogerne sparer tiden til den traditionelle indkøring, viser erfaringerne fra Viborg.

Traditionelt begynder børn i vuggestuen, når de er 10 måneder og har en indkøringsperiode på en uge eller to.

Ulla på knap to år startede i vuggestue med at komme én gang om ugen i en time for at få en blidere opstart i vuggestuen.

- Man kunne tydeligt mærke på hende, at trygheden steg. Hun kravlede mere rundt og blev hurtigt tryg ved de andre børn, siger far Filip Hojrizi, der oplevede, at det var ganske let at aflevere datteren til pædagogerne.

Facebook
Twitter