TIDSLINJE: Forstå bredbåndsballaden til 70 millioner skattekroner

Ringkøbing-Skjern Kommune er beskyldt for ulovlig og konkurrenceforvridende støtte til fiberbredbånd i langtrukken sag. Mange borgere står tilbage med langsomt internet.

- Internetforbindelsen er så dårlig, at vi godt kan glemme alt om at få Netflix-forbindelse eller se Youtube-klip, fortæller Mads Nielsen fra Deibjerg.

Ringkøbing-Skjern Kommune stopper bredbåndsaftalen til 70 millioner kroner med Eniig - det tidligere Energi Midt.

Det besluttede byrådet på et byrådsmøde i aftes.

Få hele baggrunden for sagen fra Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor én mindre bredbåndsudbyder var årsagen til, at hele teleindustrien, folketingspolitikere og EU-kommissionen pludselig begyndte at interessere sig for, om Ringkøbing-Skjern Kommune bærer sig rigtigt ad, når de bruger skattekroner på at få hurtige internetforbindelser ud til alle i kommunen.

- Vi føler os kørt over. Der er ingen, der har spurgt os, siger direktør Søren Jørgensen fra teleselskabet Airnet. - Det er sværere for os at konkurrere, når det er på unfair vilkår, siger han.

September 2014

Ringkøbing-Skjern Kommune låner 70 millioner kroner af staten til et stort bredbåndsprojekt.

Ifølge EUs regler skal der dog ske en kortlægning og høring blandt andre selskaber på markedet, før en kommune må bruge skattekroner på eksempelvis at udbygge bredbånd. Det skal ske for at undgå konkurrenceforvridning.

November 2014

Ringkøbing-Skjern og Energi Midt indgår aftale om at sikre fiberbredbånd til alle kommunens husstande. Kommunen investerer 70 millioner kroner.

EnergiMidt graver fiberbredbånd ned i Ringkøbing-Skjern.

December 2015

Ringkøbing-Skjern Kommune giver ulovlig, kommunal støtte til fiberbredbånd, vurderer uafhængig teleanalytiker, John Strand, fra firmaet Strand Consult.

Ringkøbing-Skjern Kommune har undladt at høre flere teleselskaber, før man indgik aftale med Energi Midt - selvom EU-regler kræver det: Selskaberne AirNet og Teracom, der allerede leverer bredbånd i Ringkøbing-Skjern, klager over det.

AirNet leverer allerede bredbånd til store dele af Ringkøbing-Skjern Kommune.

Januar 2016

Teleindustrien klager til Statsforvaltningen over Ringkøbing-Skjern Kommune

Venstres it-ordfører Torsten Schack Pedersen kommer med kritik. Han mener, at den 70 millioner kroner dyre aftale med Energi Midt udkonkurrerer andre private aktører.

Ringkøbing-Skjern-borgmester Iver Enevoldsen (V) slår fast: "Vi har fulgt loven, og der er ikke tale om konkurrenceforvridning."

- Vi har været og er helt overbevist om, at det er lovligt, det, vi har foretaget os, siger borgmester i Ringkøbing-Skjern, Iver Enevoldsen.

Februar 2016

AirNet klager over Ringkøbing-Skjern Kommune til EU-kommissionen. Ringkøbing-Skjern Kommune fastholder, at kommunen ikke har overtrådt nogen EU-regler.

Ringkøbing-Skjern Kommune sætter alligevel gang i en supplerende høring af netudbyderne.

Ifølge AirNet har Ringkøbing-Skjern handlet mod bedre vidende. En vejledning fra kommunens egen advokat Bech-Bruun er ikke blevet fulgt.

Marts 2016

Liberal Alliance opfordrer Ringkøbing-Skjern Kommune til at lade udbudsforretningen gå om, efter statsstøttechefen under Energi- og Vækstministeriet også rejser tvivl om, hvorvidt EU-regler er overtrådt.

SF i Ringkøbing-Skjern kræver en redegørelse om sagen. Indtil nu har der været fuld opbakning til bredbåndsprojektet i kommunalbestyrelsen.

Efter al kritikken af Ringkøbing-Skjern udskyder Energi Midt at udrulle fiberbredbånd i kommunens tyndt befolkede områder, hvor der er brug for erhvervsfremmemidler.

Her i Deibjerg må de nøjes med en kobberforbindelse, når de skal på internettet. Det hurtige fiberbredbånd er endnu ikke lagt i jorden.

Kommunaldirektøren erkender, at der er risiko for, at udbuddet skal gå om.

Maj 2016

Teleindustrien i Danmark rejser til Bruxelles for at klage til EU-kommissionen over Ringkøbing-Skjern Kommune.

Voksende advokatudgifter fordyrer landets hidtil største kommunale bredbåndsudbud: 2,3 millioner kroner i advokatregninger indtil videre.

Juni 2016

Byrådsmedlem i Ringkøbing Skjern-Kommune, Niels Rasmussen (SF), melder kommunaldirektøren, borgmesteren og kommunens egne jurister til politiet efter, at hans arbejdsmail er blevet gennemgået af kommunen imod hans vilje. Niels Rasmussen var af kommunen under mistanke for at lække fortrolige oplysninger.

November 2016

Ifølge Dagbladet Ringkøbing-Skjern løber advokatudgifterne op i 4,2 mio. kroner.

Januar 2017

Ringkøbing-Skjern Kommune stopper bredbåndsaftalen til 70 millioner kroner med Eniig - det tidligere Energi Midt.

Borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune fortryder ikke sagen.

- Jeg synes, at vi skal holde fast i, at vi var så ambitiøse, at vi vil have højhastighedsinternetdækning i hele Ringkøbing-Skjern Kommune. Så er det selvfølgelig ærgerligt, at der er begået sådan en fodfejl, siger Iver Enevoldsen

Men sagen slutter ikke her, for AirNet vil kræve erstatning for den halve million kroner, sagen har kostet firmaet i advokatsalær samt de tab den iøvrigt har medført, understreger Søren Jørgensen, direktør i AirNet.

Facebook
Twitter