Tøjgigant om godkendelse af 320 meter højt tårn: 'Vi er vitterligt positivt overraskede'

Bestseller lover at gå til opgaven med at bygge en ny bydel i Brande med 'ydmyghed og respekt'.

Det er Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, der står bag planen om at skabe en hel ny bydel med navnet "Bestseller Tower & Village" i Brande med 7.000 indbyggere. (Foto: Bestseller/handout © Scanpix)

- Vi er overvældet over opbakningen til vores projektplaner. Specielt lokalt.

Sådan lyder det fra tøjgiganten Bestseller, efter et enigt byråd i Ikast-Brande Kommune mandag aften stemte ja til en lokalplan, som gør det muligt at bygge Bestseller Tower & Village. Den nye bydel vil blandt andet få et 320 meter højt tårn, som skal udgøre koncernens hovedkvarter.

Bestseller har indtil nu ikke villet udtale sig om planerne, fordi virksomheden netop har ventet på politikernes godkendelse.

Men med en godkendt lokalplan for området kan tøjgiganten for alvor gå i gang med planlægningen, der foruden det 320 meter høje tårn indeholder fire lavere højhuse og en ny bydel på størrelse med 88 fodboldbaner, hvor der skal være butikker, boliger, restauranter og hotel.

- Vi er vitterligt positivt overraskede over, at vi har fået opbakning til vores projekt. Det er vigtigt at understrege, at et projekt af denne karakter ikke er givet på forhånd, siger den projektansvarlige for Bestseller Tower & Village, Anders Krogh.

Ingen tidsplan for byggeri

Han kalder byrådets godkendelse for det første skridt på en potientielt meget lang vej. Hvor lang vejen bliver, vil Anders Krogh ikke udtale sig konkret om.

- Nu starter det rigtige hjemmearbejde. Nu skal der projekteres, planlægges og tænkes bæredygtigt, som i sagens natur vil være en naturlig del af sådan et projekt. Vi vil lave et ordenligt og solidt projekt, siger Anders Krogh.

Bestseller har endnu ikke lavet en tidshorisont for byggeriet, så det er heller ikke afklaret, hvornår de kan tage første spadestik. Men ifølge tøjkoncernen er der tale om år.

- Meget er ikke afklaret endnu. Vi arbejder ud fra devisen om, at vi ikke har travlt med at blive færdige. Vi har travlt med at gøre det rigtigt, siger Anders Krogh.

Bestseller skal som noget af det første forhandle med lodsejere, der skal afgive jord til Bestseller Tower & Village. Anders Krogh oplyser, at virksomheden er i god dialog med naboerne.

- Sådan et projekt vil medføre ændringer af den omkringliggende infrastruktur og for de nuværende naboer. Vi vil gå til opgaven med den rette ydmyghed og respekt. Det kommer til at tage den tid, det nu vil tage, siger projektlederen.

Tårn kan blive turistmagnet

Borgmester i Ikast-Brande Kommune, Ib Lauritsen (V) forventer og tror, at Bestseller Tower & Village med det 320 meter høje tårn vil udvikle både Brande og Midtjylland.

- Der er ingen tvivl om, at vi vil få en turisme at se, hvor folk kommer for at handle. Og det er folk, vi ellers ikke ville have set. Så alt andet lige vil det få en positiv afsmitning på vores lokalområde, siger Ib Lauritsen

Det er mere end fem år siden, at Bestseller begyndte at arbejde med projektet. Det har taget 17 måneder at få udarbejdet lokalplanen.

Facebook
Twitter