Tog afsporet i Herning - ingen ved hvordan det er sket

Et tog fra Herning Station til Aarhus blev afsporet i morges, men ingen ved endnu, hvordan det kunne ske.

Det er et tog af denne type fra Arriva, som i morges blev afsporet på Herning Station. (Arkivfoto)

Et tog blev kort efter klokken 6.00 her til morgen afsporet på Herning Station.

Ingen personer er kommet til skade.

Toget skulle fra Herning til Aarhus, og står nu på tværs af flere skinner, men er ikke i vejen, fortæller Morten Nissum Larsen, kommunikationsmedarbejder hos Arriva.

Togtrafikken fortsætter normalt

- Det er heldigvis således, at togtrafikken kan fortsætte helt normalt. Så det, vi skal have gjort nu, er, at vi skal have løftet toget tilbage på skinnerne, så vi kan kan køre det på vores værksted og få afklaret skaderne, siger Morten Nissum Larsen.

Toget bliver løftet tilbage med en meget stor kran, der kan løfte virkeligt tunge ting. Og den kran er Arriva i færd med at få transporteret til Herning, hvor den skal løfte toget tilbage på skinnerne.

Det, forventer Morten Nissum Larsen, sker lige over middag i dag.

Ingen kom noget til ved afsporingen som Arriva endnu ikke har nogen forklaring på årsagen til.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk