Tomme, faldefærdige huse bliver til kunst i Thy

Seks landsbyer i Thy har fået en alternativ byfornyelse.

Mursten fra et nedrevet hus er brugt til at lave en skulptur på grunden, hvor huset engang lå i Hørdum i Thy. (Foto: Monica Jørgensen - DR)

På Nyhåbsvej 10 i Hørdum i Thy stod indtil for nylig et tomt, faldefærdigt hus, som engang husede byens slagterforretning.

Nu er grunden omdannet til et kunstnerisk byrum, hvor der midt på pladsen står en stor kugle skabt af mursten fra den nedrevne butik.

'En forvandlingskugle' kalder kunstneren værket, som er seneste eksempel på det alternative byfornyelsesprojekt Kulthyvator i Thisted Kommune.

Idéen er at fjerne faldefærdige huse og bygge nye rekreative byrum i et tæt samarbejde mellem kunstnere og landsbybeboerne.

Henning Clausen boede i 22 år ved siden af grunden, der engang husede en slagterbutik. Han glæder sig over, at grunden nu får nyt liv. (Foto: Monica Jørgensen - DR)

I Hørdum er det billedkunstner Camilla Berner, der har udtænkt murstenskuglen.

Hun har fået praktisk hjælp af borgerne i Hørdum, blandt andre Henning Clausen, som er nabo til det nye byrum.

- Det er et virkelig flot resultat. Jeg tror, at det bliver en kæmpe succes, siger Henning Klausen.

Han var i 22 år nabo til slagterbutikken og dermed øjenvidne til, at huset til sidst stod tomt og i forfald.

- Jeg husker huset som et smukt, velholdt hus, men da det havde stået tomt i to år, gik der fugt og råd i det. Det er trist, når et hus mister sine beboere, og ingen ser en glæde i at flytte hertil, siger Henning Klausen.

Billedkunstner Camilla Berner fortæller om opgaven i Hørdum:

Byrum skal skabe ny bevidsthed

Indtil nu er der skabt kunstneriske byrum i seks landsbyer i Thy.

Byerne har alle til fælles, at butikker er lukket, og folk flytter væk. Resultatet er tomme huse, der langsomt forfalder, og grunde, der gror til i ukrudt.

De nye byrum skal gerne skabe en ny bevidsthed, siger billedkunstner Camilla Berner.

- 'Forvandlingskuglen' skal helst ikke kun være en forvandling af de røde mursten konkret, men måske også af et mentalt landskab for, hvordan man er i de her byer, siger hun.

I hver af byerne har skolebørn også fået en opgave, som de har udført i samarbejde med kunstnerne.

I Hørdum har skoleelever fra Koldby Skole interviewet folk i byen for at høre, hvad de husker om huset. Interviewene er blevet forseglet i flasker, som er gravet ned rundt om kuglen, hvor der snart bliver plantet træer.

- Vi har lavet en lille fremtidskapsel. Nu er det op til Hørdum, hvordan det skal leve videre, siger billedkunstner Camilla Berner.

'Kulthyvator' har fået 200.000 kroner af Thisted Kommune samt 400.000 kroner af Statens Kunstfond.

Facebook
Twitter