Trivselspiloter laver gospelkor og madklub for enlige mænd: I dag vil jeg ikke undvære det

Yoga, madklubber og gospelsang. Viborg Kommunes 48 trivselspiloter skaber fællesskab og sundhed.

Kristian Nørris og Karin Hebsgaard mødes en gang om måneden til fællesspisninger. (Foto: Max Fleischer)

Kreative kræfter og ildsjæle har lavet spiseklub for enlige mænd over 70 år. De mødes en gang om måneden til mad og en snak.

Det kender 75-årig Kristian Nørris alt til. Han er kommet der lige siden klubben blev lavet.

- Det er altid sjovt at kommer derhen og høre, hvordan de andre har det. Vi drøfter alt, hvad der sker i byen. Hvilket hus der er blev solgt, og hvem der har haft huset i 50’erne og i 60’erne. På den måde snakker vi historie, fortæller Kristian Nørris.

Han kan – og gør det også – takke trivselspiloten Karin Hebsgaard for den månedlige komsammen. Det var nemlig hende, som fik ideen til spiseklubben i Møldrup lidt nord for Viborg tilbage i 2011, så 14 mænd mødes over en god portion aftensmad.

- Det er alment kendt, at ældre mænd kan have svært ved at komme hjemmefra og være sociale med andre. Så ideen med at være sammen kom, fordi vi syntes, vi kunne være med til at højne deres livskvalitet, forklarer Karin Hebsgaard.

Viborg Kommune har i en årrække uddannet frivillige trivselspiloter, hvor interesserede frivillige får gode råd til alt fra frivillighed til fundraising, så de kan starte små projekter op i deres lokalområde.

I øjeblikket er 48 trivselspiloter med til at skabe fællesskab og bedre sundhed i lokalområderne.

Bliver del af fællesskab

Trivselspiloter driver alt fra gospelsang, yoga og gratis arrangementer for børn. Og erfaringerne fra Viborg Kommune viser, at det skaber mere sundhed i lokalområderne.

- Vi kan se, at det er alt lige fra gåklubber til strikkeklubber til en borgerforening og til fællesspisninger i forskellige målgrupper, siger Dennis Krogsdal Madsen, der er sundheds- og forebyggelseskonsulent i Viborg kommune.

De første trivselspiloter blev uddannet i 2011. De seneste to år er der igen uddannet trivselspiloter, og kommunen åbner denne måned for en ny omgang undervisning.

- Vi kan se, at hvis man er medlem af et fællesskab, så har man typisk også en bedre sundhed i forhold til det, man spiser, hvor aktiv man er, om man ryger, og om man drikker, siger Dennis Krogsdal Madsen.

Kunne ikke undvære madklubben i dag

Kristian Nørris hører ikke til de ældre ensomme, og der skulle faktisk lidt overtalelse til fra Karin Hebsgaards side, da klubben blev oprettet for lidt mere end to år siden.

- Jeg synes aldrig, jeg har tid til noget, fordi jeg har et stort netværk. Men dén aften er det intet problem at finde tiden, og i dag kunne jeg ikke undvære det, siger Kristian Nørris.

Projekterne, som trivselspiloterne sætter i søen, spænder vidt. Men Karin Hebsgaard har især ét godt råd.

- Man skal ikke bare mødes. Man skal mødes enten over en kop kaffe eller et godt måltid mad, og det at man mødes gør, at der er fokus på fællesskab og trivsel. Det er med til at give glæde for hver enkelt, men bestemt også i samlet flok, siger Karin Hebsgaard.

Og trivselspiloterne og deres projekter spreder sig som ringe i vandet, hvor nye projekter hele tiden popper op.

- Kvinderne i Møldrup har også lavet spiseklub, og mændene i Ulbjerg har lavet spiseklub. Så det er noget, der lige så stille rygtes, og som folk har taget rigtig fint imod, siger Karin Hebsgaard.

Facebook
Twitter