Tykke børn skal hjælpes tidligere

Allerede fra vuggestuealderen skal sundhedsplejerskerne på Mors spotte familier med øget risiko for overvægt.

Børn skal så tidligt som muligt lære om sunde vaner i forhold til kost og motion for at undgå at blive overvægtige. (Foto: colourbox.com)

Hvis mor og far er for tykke, er der også større risiko for, at børnene bliver det. Så det er vigtigt, at børn så tidligt som muligt lærer om sunde vaner i forhold til kost og motion.

På Mors vejer mere end hver femte barn for meget allerede inden skolestart, viser en sundhedprofil fra sidste år.

Så nu vil Morsø Kommune skrue op for den tidlige indsats mod overvægt - allerede når børnene er mellem to og seks år.

- Det, der virker, er når vi kommer i gang rigtig tidligt i et barns liv, fortæller formanden for det sociale udvalg på Mors, Michael Dahlgaard.

Kontakt til familierne

Det er sundhedsplejerskerne, der skal spille en større rolle, fordi de ofte har en særlig adgang og kontakt til familierne.

- De kommer tidligt ind i barnets liv og familien har ofte et trygt forhold til sundhedsplejersken, så vi tror, at det er dén fagperson, der kan skabe en positiv udvikling, siger Michael Dahlgaard.

Morsø Kommune har tidligere haft et tilbud til overvægtige børn i første og anden klasse, "Børnevægten", som strakte sig over ni måneder. Der var tale om holdundervisning, men alt for få familier tog imod tilbuddet.

Udvalgsformand Michael Dahlgaard tror, at sundhedsplejerskerne nu kan gøre en større forskel.

- De går individuelt på det enkelte barn og den enkelte familie, siger han.

Halvdelen er for tykke

Det Sociale Udvalg i Morsø Kommune har netop besluttet, at der årligt skal afsættes 110 timer i sundhedsplejen til indsatsen.

Samlet set er 52 procent af borgerne i Morsø Kommune overvægtige, hvoraf 16 procent er svært overvægtige. Ifølge Sundhedsstyrelsen er omkring 10 procent af danske førskolebørn overvægtige.

FacebookTwitter