Ulveforsker: Lad ikke små børn gå alene i skoven

Projekt Ulvedialog i Vestjylland har ført til præcise råd til ulvenaboer.

Ulvehvalp i Vestjylland, december 2017. Foto: Thomas Boesdal, Søren Krabbe, Jonas Siim Jensen, Mads Skamris, Naturhistorisk Museum Aarhus & Aarhus Universitet.

Små børn skal ikke rende rundt alene i skoven - og lad være med at løbe ture med høretelefoner på.

Sådan lyder forskernes råd nu til folk, som er naboer til ulve.

Det seneste halve år har over 30 borgere fra landsbyerne Idom og Råsted i Vestjylland deltaget i Projekt Ulvedialog sammen med forskere fra Aarhus Universitet. Det har ført til en række præcise, praktiske råd, der skal dæmpe frygten ved at være nabo til ulven.

- Lad ikke børn gå alene i naturen, før de kan agere fornuftigt på mødet med en ulv, siger seniorforsker Peter Sunde.

- Og lad være med at løbe med høretelefoner, så du bliver uopmærksom på, hvad der foregår omkring dig, tilføjer han.

Peter Sunde er seniorforsker ved Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet og ansvarlig for ulveforskningen i Danmark.

Det sidste råd tager udgangspunkt i en enkeltstående alvorlig begivenhed med dødelig udgang.

Der har nemlig været et eneste tilfælde i nyere tid i den vestlige verden, hvor et menneske uprovokeret er blevet angrebet af ulve, fortæller Peter Sunde.

- Det var en kvindelig motionsløber i Alaska, som løb med ørepropper og formentlig aldrig oplevede, at hun udløste et ulveangreb, fordi hun var uopmærksom, siger han.

Hvis du møder en ulv i naturen, som ikke umiddelbart løber væk, skal du lave larm og gå direkte mod ulven.

Du må ikke gå i panik og løbe væk, for på den måde kan du udløse ulvens jagtinstinkter.

Det er helt det samme råd, som hvis du møder en stor hund, der er løs i naturen, fortæller seniorforskeren.

- Men for mindre børn kan man risikere, at de ikke agerer fornuftigt, men bliver bange og måske skriger, løber væk og risikerer at falde. Derfor er det en god trafikregel i naturen i områder med vilde dyr, at man ikke lader små børn gå rundt alene, forklarer Peter Sunde.

Risikoen for, at mennesker bliver angrebet af ulve, er minimal, men den er aldrig lig nul, fortæller Peter Sunde.

Men man kan arbejde for at gøre risikoen så lille som overhovedet mulig.

- For eksempel ved at undgå at små børn render alene i naturen uden opsyn, siger Peter Sunde.

Resultaterne fra Projekt Ulvedialog præsenteres på et borgermøde i Idom mandag aften, som er målrettet beboerne i området.

Ulveentusiast giver gode råd

.

Facebook
Twitter